Triumfen er total: Skive fH rykker op i håndboldligaen efter sindssygt drama

8. maj 2021, 16.01

Skive fH spiller ligahåndbold i næste sæson. Foto: Claus Bech/Ritzau Scanpix

Missionen og opgaven var klar for Skive fH, da de lørdag trådte ind i Bavnehøj Arena. En sejr eller et uafgjort resultat ville sende klubben i oprykningsekstase.

Omvendt stod Ajax København med ryggen op ad muren velvidende, at de var pisket til sejr for at forlænge opspilsserien.

Af samme årsag hang intensiteten og nerverne så tykt i luften, at man nærmest kunne skære den med en kniv.

Det var Skive fH, der åbnede scoringen ved Magnus Møland, men Ajax bed fint fra sig i kampens indledning, og efter 13 minutter var hjemmeholdet foran med to mål.

Det rystede imidlertid ikke gæsterne og den forrygende lejesvend Jeppe Gade, som var skibonitternes fremtrædende mand i første halvleg.

Seks scoringer havde han sidste hånd på inden sidebyttet, og det var stærkt medvirkende til, at Skive fH gik til pausen foran med 15-12.

Dermed havde Arne Damgaards tropper en fremragende ballast på vej ind til anden halvleg med tre mål at give af.

Sitautionen var endnu bedre med et kvarter igen af opgøret. Her var Skive-føringen oppe på fire mål, og så begyndte det for alvor at dufte af oprykning for det lokale mandskab.

Så var det dog som om, at der gik en smule gummiarm i sagerne for Skive fH’s vedkommende. Ajax fik halveret forskellen til to mål, og så tillod københavnerne sig tilmed at have en mand for meget på banen, hvilket resulterede i en utilgivelig udvisning.

Den foræring betalte Skive-folkene imidlertid tilbage med renter og med skidt overtalsspil blev Ajax holdt inde i kampen.

Med syv minutter tilbage af kampen var der pludselig balance i regnskabet ved 23-23, og så kunne det pludselig gå begge veje.

I de tilspidsede situationer har man brug for sine største stjerner. Offensivt tog Nickolei Jensen over med mål og assist, mens Magnus Brandbyge i buret hev flere store redninger frem, og så var Skive-overtaget genetableret ved 26-23 fire minutter før tid.

Ajax havde dog en sidste slutspurt i sig, og med to minutter tilbage blev der udlignet til 26-26.

Med et minut tilbage misbrugte Andreas Søgaard fra stregen, og det gav Ajax mulighed for at løbe med det hele.

Hjemmeholdet smed bolden væk, men Malte Justesen besluttede sig for at misbruge i tomt mål, og så fik de hvidklædte et forsøg mere i de sidste sekunder.

Som så mange gange før stod Magnus Brandbyge dog i vejen med en stor redning, og så var oprykningen med det uafgjorte resultat i hus, og jublen kunne bryde løs efter et vanvittigt drama.

Få alle reaktionerne og meget mere i vores store oprykningstillæg i Skive Folkeblad mandag.

Indlæser debat...