Luftige projekter

22. januar 2019, 11.24

Her i bladet udtrykker Leo B. Rasmussen skuffelse over forløbet omkring Skive Opera Festival og sammenligner forløbet med teaterklassikeren »Erasmus Montanus«. Forståeligt nok, der er jo her tale om det rene falden på halen galimatias.

Man kunne også henvise til H.C. Andersens eventyr » Kejserens nye klæder » og pege på flere andre » projekter », som Skive Kommune tilsyneladende kritikløst kaster skatteborgernes penge i, og som forekommer ikke at give nævneværdigt udbytte, medens man samtidig konstant gennemfører besparelser / omstruktureringer på basale områder som ældreområdet, børne- og skoleområdet og handicapområdet, og træder på dem, der yder en stor indsats for at skabe noget ad frivillighedens vej - herunder jo også folkene bag Skive Opera Akademi, som beskrevet.

Som sædvanligt har borgmester Peder Chr. Kirkegaard ikke andre kommentarer end at henvise til et af byrådets udvalg.

Har borgmesteren da ikke en selvstændig mening om, hvad der foregår i den kommune, han er borgmester for ?

I stedet for altid at sende »aberne« videre burde borgmesteren selv forholde sig til de dårlige sager og få ryddet op i dem.

Det samme burde tidligere viceborgmester Preben Andersen medvirke til, hvis han ellers ønsker at være kendt for at føre DF- politik i Skive Byråd.

Med venlig hilsen

Erik Bech Hansen,

Blichers Vej 32,

7800 Skive