Fuld støtte fra Venstre i Skive: Vi bakker 100 procent op om Inger

15. december 2020, 13.04

Venstre i Skive Kommune har fuld tillid til Inger Støjberg, der stiller op i Skivekredsen.

Det oplyser Susanne Rusbjerg, formand for Venstres kredsbestyrelse i Skive Kommune.

En kommission, der undersøger Inger Støjbergs rolle, da hun som minister i 2016 ulovligt indførte tvangsadskillelse af unge asylpar for at beskytte »barnebrude«, afleverede mandag en delrapport, som udtaler kritik af Inger Støjbergs håndtering af sagen.

- Vi bakker 100 procent op om Inger. Hun er en dygtig politiker. Inger har hele tiden sagt, at hun ikke gav en ulovlig ordre. Det bekræfter delrapporten, siger Susanne Rusbjerg.

Kommissionen har ikke fundet grundlag for at konkludere, at Inger Støjberg direkte befalede sit ministeriums embedsfolk at tilsidesætte loven ved at undlade at give hvert asylpar, hvor den ene ægtefælle var under 18 år, en individuel vurdering inden adskillelse.

Kommissionen konkluderer i delrapporten blandt andet, at Inger Støjberg ignorerede embedsmænds klare advarsel om, at en ordning uden undtagelse ville være ulovlig. Hun fjernede ifølge delrapporten passager i en pressemeddelelse, som omtalte undtagelser som følge af for eksempel internationale konventioner.

Rapporten siger blandt andet også, at Folketinget fik urigtige eller vildledende oplysninger om sagens forløb. Samtidig siger delrapporten, at kommissionen ikke har fundet tilstrækkeligt sikkert grundlag for, at Inger Støjberg, når hun oplyste Folketinget, var klar over, at hendes beskrivelse af fakta var urigtig.

I 2017 konkluderede Folketingets Ombudsmand, at Inger Støjbergs instruks om uden undtagelse at adskille unge asylpar var ulovlig.

Delrapporten, der kom mandag, siger, at Inger Støjbergs ministerium tilbageholdt materiale i forbindelse med Ombudsmandens undersøgelse.

Der står blandt andet, at »kommissionen har om oplysningen af Folketingets Ombudsmand lagt til grund bl.a., at der var dokumenter, der ikke blev givet til ombudsmanden, som åbenbart var relevante for ombudsmandens undersøgelse, og at udlændingemyndighedernes oplysninger til ombudsmanden derfor har været utilstrækkelige.«

Samtidig har kommissionen ikke fundet holdepunkter for at antage, at oplysningerne bevidst blev tilbageholdt.

- Vi kan kun tage delrapporten til efterretning. Man kan sagtens finde dele af den, som dokumenterer fejl. Inger har også erkendt, der er sket fejl undervejs. Hun har taget kritik til sig, siger Susanne Rusbjerg.

jens kristensen

jkr@skivefolkeblad.dk