Politiets teori: Store støjværn af glas smadret med bushammer
Ifølge lokalpolitiet i Skive er der ikke tale om et uheld, da det er fem støjværn, der er blevet knust
Udgivet:17. maj 2022, 09.26
Læsetid:1 minut
Ifølge lokalpolitiet i Skive er der ikke tale om et uheld, da det er fem støjværn, der er blevet knust
Udgivet:17. maj 2022, 09.26
Læsetid:1 minut
Sådan ser nogle af de støjværn ud, der ifølge politiet har været udsat for hærværk. Foto: Lindy Jørgensen
HÆRVÆRK Naboerne til Ringvej Syd kan formentlig forvente noget mere støj fra trafikken i den kommende tid.
Årsagen er, at fem store støjværn af glas har været udsat for hærværk og er blevet smadret.
- Mandag eftermiddag klokken 13.02 blev det konstateret, at de fem støjværn, der er 150 gange 200 centimeter store, er blevet knust. Umiddelbart kunne det ligne, at støjværnene er blevet smadret med en bushammer, og det siger jeg på grund af måden, som glasset er blevet knust på, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Ifølge ham tyder intet på, at der er tale om et uheld.
- Hvis det havde været et støjværn, der var ødelagt, kunne det være et uheld. Men når det er fem, der er smadret på samme måde, så er vores formodning, at der er tale om hærværk, lyder det fra Niels Bach.
Det er Vejdirektoratet, der ejer de store glasstøjværn, og det er også Vejdirektoratet, der har anmeldt det formodede hærværk.