Clara Tauson knækker rutineret brite i afgørende tiebreak

Clara Tauson er klar til anden runde af en spansk WTA-turnering efter en sejr i tre sæt over Heather Watson.

19. oktober 2021, 14.20

Clara Tauson er her fotograferet under US Open i september. Aktuelt deltager hun i en WTA-turnering på ferieøen Tenerife.

ABAMA Det danske tennishåb Clara Tauson er klar til anden runde af en WTA-turnering på Tenerife.

Tirsdag eftermiddag vandt teenageren sin kamp i første runde over den rutinerede brite Heather Watson med 6-4, 2-6, 7-6.

Tauson er syvendeseedet i turneringen qua sin placering som nummer 48 på verdensranglisten, hvor Watson blot ligger nummer 72.

Den 29-årige brite var som ung en lovende spiller, og hun vandt juniorernes Wimbledon i 2009. Det helt store gennembrud gennembrud på seniorplan er dog udeblevet.

Efter at have overvundet lidt startproblemer fik Clara Tauson godt fat, og danskeren sørgede for det eneste servegennembrud i første sæt.

I begyndelsen af andet sæt missede Tauson så fire muligheder for endnu et brud, og i stedet endte danskeren selv med at blive brudt to gange, så et spillemæssigt ret lige andet sæt endte med de klare cifre 6-2 i britens favør.

Clara Tauson brød omgående i tredje sæt og så ud til at være ovenpå igen, men med et par stærke dueller fik Heather Watson brudt tilbage til 3-3.

Det lod danskeren sig umiddelbart ikke ryste af, for i det efterfølgende parti brød hun igen, men opgøret blev alligevel spændende helt til det sidste.

Tauson kunne serve sejren hjem ved 5-4, men med et par gode forhåndsslag fik Watson brudt tilbage, og kort efter skulle kampen afgøres i en tiebreak.

I tiebreaken fik Watson overhånden og var foran 5-2, før marginalerne efter længere tids fravær igen gik Tausons vej, så danskeren fik udlignet til 5-5 og efterfølgende fik Tauson kampens første matchbold.

Den missede hun, men da hun fik chancen igen, sikrede hun sig sejren og råbte sin glæde ud.

I anden runde skal hun enten møde Saisai Zheng fra Kina eller Rebeka Masarova fra Spanien. Begge er lavere rangeret end danskeren.

I denne uge spilles der også en WTA-turnering i Moskva, der rangerer højere end turneringen på Tenerife og har deltagelse af de fleste spillere fra verdenstoppen.

Elina Svitolina, verdensranglistens nummer seks, er den eneste top-30-spiller i turneringen på Tenerife. Hun kan blive Clara Tausons modstander i tredje runde - kvartfinalen - hvis begge spillere formår at komme så langt.

/ritzau/