Undervariant kan strække epidemi længere ind i februar

En undervariant af omikronvarianten dominerer Danmark. Den er mere smitsom og kan strække smitten ifølge SSI.

Udgivet:26. januar 2022, 19.13

Læsetid:2 minutter

På et pressemøde onsdag kunne faglig direktør i SSI Tyra Grove Krause fortæller, at en undervariant af omikronvarianten kan strække smittebølgen i Danmark længere ind i februar end tidligere spået.

/ Ritzau /

KØBENHAVN En undervariant af omikronvarianten kan have skubbet, hvornår smitten topper. Det oplyser Statens Serum Institut (SSI) i en pressemeddelelse.

Globalt er undervarianten BA1 den hyppigst forekomne. Men i Danmark har undervarianten BA2 udviklet sig hurtigt, så den nu dominerer.

Foreløbige beregninger tyder ifølge faglig direktør Tyra Grove Krause på, at BA2 er halvanden gang mere smitsom end BA1.

- Vi følger selvfølgelig udviklingen tæt, og hvis BA2 er mere smitsom, kan det betyde, at smittebølgen bliver højere og vil strække sig længere ind i februar i forhold til de tidligere fremskrivninger, siger hun i meddelelsen.

I december forventede Statens Serum Institut, at epidemien ville toppe i slutningen af januar eller starten af februar.

På et pressemøde onsdag uddyber hun, at det ikke ser ud til, at BA2 er farligere end den oprindelige omikronvariant - BA1.

Hun fortæller, at der også er data, der peger på, at toppen kan nås før. For eksempel kan der være et højt mørketal med mange smittede, som ikke registreres, fortæller hun.

På pressemødet har statsminister Mette Frederiksen (S) bekræftet, at coronarestriktioner er fortid på tirsdag 1. februar.

SSI understreger i pressemeddelelsen, at det er usikkert, hvornår epidemien topper. Men aktuelt er den fortsat i vækst.

Der er flere gange den seneste tid registreret rekordhøje smittetal. Onsdag var der 46.747 smittetilfælde det seneste døgn, hvilket er et mulehår fra at være rekord under epidemien.

I SSI's prognose fra december var det forventningen, at det kunne toppe med op mod 55.000 nye tilfælde hver dag.

Ifølge Tyra Grove Krause er der stadig risiko for, at smittetallene stiger i de kommende uger. Det kan også betyde flere indlagte.

- Til gengæld forventer vi, at indlæggelserne har mildere karakter end tidligere på grund af vaccination og omikronvarianten, slår hun fast.

Trods de høje smittetal er indlæggelserne ikke steget i samme grad. Sidste vinter blev de daglige smittetal opgjort med fire cifre, mens det nu opgøres med fem cifre.

Alligevel var der onsdag morgen færre indlagte, end da det toppede sidste vinter. Onsdag var der 938 indlagte, mens det i starten af januar sidste år var oppe på 964.

Det er dog ikke alle, der er indlagt på grund af covid-19. En tredjedel vurderes at være indlagt på grund af andre ting, men er samtidig testet positiv for covid-19.

/ritzau/