112

Forsøg på at sætte ild til fugle-voliere og scene: - Det er en alvorlig sag

15. juli 2021, 08.56

POLITI Ukendte gerningsmænd har forsøgt at starte to brande i Skive Anlæg på Havnevej. Mellem tirsdag aften klokken 22 og onsdag formiddag klokken 9.30 er der nogen, der har forsøgt at tænde ild i anlæggets fuglevoliere og ved scenen.

En politipatrulje har kunnet konstatere, at volieren havde sodskader, og begge steder har gerningsmændene højst sandsynligt brugt brandbar væske til at forsøge at få gang i ilden. Det er dog heldigvis ikke lykkedes at få rigtig gang i det.

Jeanette Kolding fra lokalpolitiet i Skive opfordrer alle, der har set noget, eller som måske ved, hvem gerningsmændene kunne være, at tage kontakt til politiet. Det kan man på telefonnummeret 114.

Læs også
Voliere i anlægget truet af lukning: Hvem vil passe fuglene?

Hun opfordrer samtidig alle forældre, der har børn, der færdes i anlægget, til at tage en snak med børnene, da forsøgt ildspåsættelse er en alvorlig lovovertrædelse, Hun understreger dog, at ingen er mistænkt - heller ikke de unge.

- Det er fint nok, at man færdes dernede, men man skal opføre sig ordentlig, siger Jeannette Kolding.

Gennem det sidste halve år har der været flere tilfælde af påsatte brande i Skive - blandt andet i affaldscontainere - som ikke er blevet opklaret. Politiet håber derfor, at det ikke udvikler sig til flere brande.

Læs også
Næppe fra Krabbesholm-parakit: Mystisk papegøje-lignende hoved dukket op
Læs også
Parakit-par har klaret sig ude i et år: Røddings røde papegøjer trives i det fri
Abonnement