
Politirapporten: Mand blev slået bevidstløs ved knallertstyrt og tyv smed fire stege under flugt
Den 42-årige mand fra Skive blev efterfølgende kørt på sygehuset i Viborg
Udgivet:10. marts 2023, 13.21
Læsetid:3 minutter
Arkivfotos
112
Knallerten skred: Mand blev slået bevidstløs ved styrt
Det var formentlig det glatte føre, der var årsagen til, at en 42-årig mand fra Skive onsdag morgen væltede på sin knallert, da han kom kørende ad Bjørnevej i Skives industrikvarter.
- Da han skulle dreje ind på en matrikel på Bjørnevej, skred knallerten under ham, og efter styrtet mistede den 42-årige mand kortvarigt bevidstheden. Han kom dog senere til sig selv, og han blev derefter kørt til tjek på sygehuset, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Et stort kontantbeløb blev stjålet fra pung
Man skal passe på sin pung, når man tager i byen for at handle. Det kan en 69-årig kvinde fra Hvidbjerg i hvert fald konkludere, efter hun torsdag var en tur i butikken Flying Tiger i Adelgade i Skive.
- Fra hendes skuldertaske blev der stjålet en pung, og pungen blev senere fundet inde i butikken. Den var gennemrodet, og der manglede godt 2000 kroner i kontanter, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Politiassistenten forventer, at der er videoovervågning på stedet, så der bliver arbejdet videre på sagen.
Husejer fik selv slukket containerbrand
Onsdag aften var der gået ild i en plastic-container, der stod i et overdækket skur ved et parcelhus på Mosevej ved Vinderup.
Ejeren havde selv slukket flammerne i containeren, men han var i tvivl om, hvorvidt branden var slukket godt nok.
- Bekymringen gik på, om branden havde bredt sig til tagkonstruktionen, så derfor kørte jeg ud til et såkaldt eftersyn. Men alt var i fineste orden, siger indsatsleder Per Jakobsen.
Butikstyv måtte smide fire stege under flugt
En 51-årig mand fra Skive var onsdag tidligt på eftermiddagen blevet sulten. Meget sulten.
Derfor havde han fundet fire stege i Kvickly til en samlet værdi af næsten 1200 kroner.
- Problemet var bare, at han ikke ville betale for de fire stege. Så han passerede kasselinjen uden at afregne, og da en medarbejder i Kvickly så det og løb efter ham, gik jagten ind, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Da den 51-årige tyv begyndte at tabe momentum, blev han nødt til at smide de fire stege fra sig, så han kunne få mere fart på og komme væk.
- Da han smed stegene, stoppede medarbejderen fra Kvickly sin jagt. Men vi har set videoovervågningen igennem, og vi har genkendt manden, så derfor vil vi gerne bede ham om at møde op på politistationen. Ellers kommer vi selv og henter ham, siger Niels Bach.
Skorsten brød i brand
Onsdag aften klokken 18.44 fik brandvæsnet i Skive en melding om brand i en skorsten i et hus i Ørum.
- Der var blevet fyret op i et fastbrændselsfyr, og så var der gået ild i soden i skorstenen, og det gav nogle flammer. Da vi kom frem, var branden faldet til ro, og vi sørgede bare for at slukke flammerne helt, siger indsatsleder Jan Nygaard Christensen fra Nordvestjyllands Brandvæsen.
Torsdag vil en skorstensfejer komme forbi og kigge nærmere på forholdene omkring skorstenen.