
Der kommer til at mangle faglærte i fremtiden. I 2021 viste en analyse fra Arbejderbevægelsens Erhvervsråd (AE), at Danmark i 2030 vil mangle 99.000 faglærte. Samtidig vil 59.000 ufaglærte være i overskud. Arkivtoto: Signe Goldmann/Ritzau Scanpix
ARBEJDSMARKED Danmark står over for en stor udfordring, da antallet af faglærte forventes at falde med omkring 150.000 frem mod 2035. Det er bekymrende, da vi er afhængige af dygtige faglærte for at følge med den teknologiske- og digitale udvikling og gennemføre den grønne omstilling. Det er faktisk forudsætningen for, at virksomheder, velfærdsinstitutioner og vores øvrige liv kan fungere hver eneste dag, at vi uddanner unge med dygtige hænder og kloge hoveder.
Og der er heldigvis flere gode eksempler derude. Det gælder for eksempel Skive College, som samarbejder med GreenLab Skive. Her bliver undervisningen bragt ud i virkeligheden gennem gæstelærere fra relevante virksomheder og besøg hos disse.
Et eksempel som andre uddannelsessteder med fordel kan blive inspireret af for at styrke kvaliteten af undervisningen. Vi kommer dog ikke uden om at investere massivt og varigt i erhvervsuddannelserne, hvis vi skal få flere faglærte ud på arbejdsmarkedet de kommende år.
Af samme grund har TEKNIQ Arbejdsgiverne og Dansk Arbejdsgiverforening netop fremlagt 23 konkrete forslag til at styrke kvaliteten af erhvervsuddannelserne. Det handler blandt andet om at løfte kvaliteten på erhvervsuddannelsernes grundforløb og hovedforløb, styrke af samspillet mellem virksomheder, skole og elever samt fjerne bureaukratiet for virksomheder, der ønsker at oprette lærepladser og ansætte lærlinge og elever. Samtidig har vi set debatten rase i kølvandet på Reformkommissionens anbefalinger om at nedlægge 10. klasse og indføre en to-årig ny uddannelse (hpx). Det mener vi ikke er den rigtige medicin til at løse den udfordring, vi står overfor. Risikoen er nemlig, at tilbuddet ikke bliver attraktivt nok til at kunne konkurrere med gymnasiet. Vi har heller ikke brug for at gøre uddannelsestiden unødig lang, så der går op mod seks år, fra de unge forlader folkeskolen, til de kan stå med et svendebrev i hånden.
I installationsbranchen tager vi hver dag ansvar for at uddanne og ansætte flere lærlinge, så vi ikke risikerer at sakke bagud og miste konkurrenceevne. Nu er det på høje tid, at man fra politisk side også tager det ansvar på sig og får investeret i erhvervsuddannelserne.
Indlæser debat