OPDATERET: Lastbil fuld af levende kyllinger er væltet - nu er vejen åben igen

29. december 2021, 09.07

Foto: Martin Ballund

POLITI OPDATERING KL. 11.30: Vejen er åben igen, skriver TV MidtVest

Klokken var omkring 02.45 onsdag morgen, da en 60-årig mand fra Vinderup kom kørende i lastbil ad Skivevej ved Sundstrup lige på den anden side af Virksunddæmningen.

Han var på vej i vestlig retning, da han på grund af glatføre mistede herredømmet over lastbilen. Lastbilen endte med at vælte om på siden. Der lå den på tværs af vejen og spærrede trafikken.

Føreren kunne selv komme ud, men politiet var nødt til at spærre vejen, da lastbilen havde lasten fuld af levende kyllinger, der nu skal bjærges.

Læs også
Indrømmede og blev sat på fri fod: 19-årig brugs-røver løsladt igen
Abonnement

- Jeg har lige hørt på radioen, at lastbilen er tømt for fjerkræ, og de er ved at forsøge at rejse den op, så vi kan få transporteret den væk. Forhåbentlig kan vi inden for en overskuelig fremtid melde vejen farbar. Men vi skal lige rydde op på vejen først. Diverse væsker også videre skal fjernes først, siger vagtchefen ved Midt- og Vestjyllands Politi onsdag formiddag.

Vagtchefen mener ikke, at alle kyllingerne døde ved uheldet, da man sendte bud efter en anden lastbil til at hente de overlevende kyllinger. Men hvor mange der døde, har han ikke noget overblik over.

Ifølge TV 2 Nords oplysninger er der tale om i alt 7000 kyllinger.

Læs også
Fik melding om brand fra automatisk system: Det viste sig dog at være noget helt andet