Verdens største cykØLtur kom til Stårup

26. juni 2016, 17.00

Der var tiltrængt væske til cyklisterne på årets Tour de Biére, da de gjorde stop ved Stårup Håndbryg Foto: Casper Jacobsen

Den gule førertrøje var der. Og det var den plettede bjergtrøje også.

De bliver ikke uddelt efter, hvem der kommer først i mål eller over bakkerne, men derimod for hjælp i form af et skub på det rigtige tidspunkt eller ved mekaniske problemer.

Søndag eftermiddag nåede verdens største cykØLtur med ølrelationer - Tour de Biére - til Stårup.

31 cyklister udgør holdet, gennemsnitsvægten er på 100 kilo, og alle deltagere er kendetegnet ved at være livsnydere.

Starten på årets Tour de Biére gik lørdag i Randers, og inden de 31 cykel- og ølentusiaster fra hele landet - plus en enkelt fra Norge - nåede Stårup Håndbryg på anden etape, havde de været på Viborg Bryghus og Ugelris Vingård og Håndbryggeri.

Derfor var der også flere, der tog sig en hurtig lur i græsset eller op ad muren. Og dem, der stadig havde kræfter i behold, kunne høre nærmere om Stårup Håndbryg.

- Det er syvende år, vi kører Tour de Biére, men det er første gang, vi besøger Stårup Håndbryg, og det er et meget spændende sted, fortæller holdejer Hans Peter Jepsen.

Inden cykØLturen slutter i Aalborg den 2. juli, skal holdet også besøge Hancock samt på en afstikker til Norge.

Alle på holdet overnatter natten til søndag ved roklubben i Skive.