
Nomineret i kåring: To lokale campingpladser kan blive kåret til Danmarks bedste
En årlig konkurrence skal nu afgøres, og lokale campingpladser er med i dysten
Udgivet:02. august 2023, 09.32
Læsetid:2 minutter
Fur Camping ligger lovende på listen over nominerede til at blive Danmarks bedste campingplads. Arkivfoto
1 måned siden
FRITID Det var en forårsdag for 13 år siden, at Betina Bugge og Brian Sørensen tog imod deres første gæster på Fur Camping.
Umiddelbart inden var Fur Camping blevet renoveret for et millionbeløb, og parrets første mange gæster var sammen med et par hundrede skoleelever blandt de første gæster.
Med fjordudsigt til flere sider ligger Fur Camping attraktivt placeret i den skønne natur ved Furs nordlige kant.
Da Betina og Brian kom til ved årsskiftet 2009/2010, meldte de Fur Camping ind i sammenslutningen DK-Camp. Og det gav bonus.
Da Skive Folkeblad en majdag i 2010 besøgte Fur Camping fortalte Betina Bugge, at halvdelen af påskegæsterne havde fundet frem til Fur Camping ved at tjekke DK-Camp.
Nu er Fur Camping og Skive Fjord Camping på listen over campingpladser, som er nomineret til titlen Danmarks bedste Campingplads 2023. I princippet konkurrerer de lokale pladser med alle landets øvrige, for så snart der er stemmer til den enkelte campingplads, er den pågældende plads med i opløbet.
I forbindelse med afstemningen, er konkurrencen opdelt i landets fem regioner, og listerne over nominerede er lange. Sidste år var det en nordjysk campingplads, Poul Eeg Camping i Skagen, der fik æren af at kunne bryste sig med titlen Danmarks bedste Campingplads.
Stemmerne kommer stadig ind, og ifølge hjemmesiden opdagdanmark.dk var Fur Camping tirsdag morgen noteret for 149 stemmer og lå på en 6. plads. Siden er det gået den gale vej, men afslutningen løber et godt stykke tid endnu. Tirsdag morgen førte Grenaa Strand Camping med 414 stemmer.
Her kan du se, hvordan du stemmer: Danmarks bedste campingplads 2023
Foran Fur Camping ligger blandt andet Humlum Fiskerleje og Camping ved Struer samt Hjarbæk Fjord Camping der ifølge samme hjemmeside på samme tidspunkt er noteret for henholdsvis 414 og 270 stemmer. Skive Fjord Camping ligger længere nede ad listen, men meget kan nå at ændre sig, inden konkurrencen slutter om godt en uge.
Både Skive Fjord Camping og Fur Camping er kendt for god beliggenhed med smuk udsigt og med rig mulighed for, at gæsterne kan være aktive, mens de nyder det lokale liv på og omkring campingpladserne.
Indlæser debat