112

Politiet tilkaldt: Beruset mand ville ikke forlade taxa og klamrede sig til betjents ben

Manden var ikke glad for at blive vækket, og han råbte »fuck jer« til politiet

Udgivet:20. maj 2022, 09.59

Læsetid:1 minut

Arkivfoto: Martin Ballund

Pauli Vendelbo
| pv@skivefolkeblad.dk

NATTELIV En 24-årig mand fra Kjeldbjerg var så træt, at han ikke kunne forlade den taxa, der klokken 02.40 natten til fredag havde kørt ham hjem.

- Taxachaufføren ringede til os, fordi den unge mand var så beruset, at han ikke kunne vækkes. Og da vi kom frem, havde vi heller ikke i første omgang held til at få ham vækket. Men det lykkedes til sidst, og da var manden ikke i godt humør, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

- Han begyndte at opføre sig uterligt, og han råbte »fuck jer« til patruljen. Derudover begyndte han også at klamre sig til den ene betjents ben, lyder det videre fra Niels Bach.

Det hele endte med, at manden blev anholdt og kørt hjem til sin adresse. Og med sig fik han en sigtelse for brud på ordensbekendtgørelsen.