Brandvæsenet måtte hjælpe hest op fra mose

13. august 2021, 15.09

Arkivfoto

HJÆLP En hest havde forvildet sig ud i en mose. Den var sunket i til halsen, og den kunne ikke komme op igen. Hvad gør man så? Ja, det måtte brandvæsnet spørge sig selv om, da de blev kaldt til en mose mellem Vinderup og Holstebro fredag formiddag klokken 9.15.

- Jamen, vi tog nogle brandslanger, som vi fik under hesten, og så var vi en masse folk, der hev i hver vores ende af brandslangerne. Så fik vi den simpelthen trukket op på den måde. Det var en lidt speciel opgave, fortæller brandvæsnet i Holstebros indsatsleder.

Hesten var afkræftet, men den havde det efter omstændighederne godt, og man mener, den nok skal komme sig fuldstændigt. Det vides ikke, hvor længe hesten var i mosen, men fra brandvæsnet fik alarmen, til de fik den op, gik der omkring en time.