Få overblikket: Sådan går Danmark videre ved EM

Trods nul point efter to kampe har Danmark en fin mulighed for EM-avancement. Rusland skal besejres mandag

21. juni 2021, 19.37

Daniel Wass (tv.) og holdkammeraterne måtte torsdag se sig besejret af Belgien, men en ottendedelsfinale ved EM er stadig mulig. Det kræver i første omgang en sejr over Rusland mandag i Parken. Foto: Liselotte Sabroe/Ritzau Scanpix

FODBOLD Danmark har tabt til både Finland og Belgien, men trods nul point forud for mandagens sidste gruppekamp har Danmark fortsat en fin mulighed for at avancere ved EM i fodbold.

Det kræver i første omgang en sejr over Rusland mandag aften.

Her er overblikket over, hvordan Danmark kan komme videre:

Gruppetoer på bedst indbyrdes målscore:

Hvis Belgien kan leve op til favoritværdigheden og slå Finland, så vil en dansk sejr på to mål eller mere mod Rusland sende Danmark op på andenpladsen i gruppen og dermed videre, fordi danskerne vil være bedre indbyrdes på målscore end Rusland og Finland, som alle tre vil ende på tre point.

En dansk etmålssejr på 2-1, 3-2 eller derover, mens Finland taber til Belgien, vil også give Danmark andenpladsen. Alle tre lande på tre point vil have samme måldifference indbyrdes, men Danmark og Rusland vil have scoret flere mål end Finland. Og da Danmark vil være bedre indbyrdes end Rusland, er andenpladsen dansk.

Gruppetoer på mindste nederlag til Belgien:

Hvis Danmark vinder 1-0 over Rusland, mens Finland stadig taber til Belgien, så vil Danmark, Rusland og Finland alle ende på tre point og have slået hinanden indbyrdes og med 1-0 i alle kampe.

I det tilfælde vil den samlede målscore for holdene i alle gruppekampe være afgørende. Altså, hvem har tabt mindst til Belgien. Her er Danmark allerede bedre end Rusland, som tabte 0-3 til belgierne. Danmark tabte 1-2 til Belgien. Så skal Belgien »bare« slå Finland med to mål eller mere.

Hvis Belgien slår Finland 1-0, vil Danmark faktisk også ende som toer, da Danmark vil have scoret ét mål mere end Finland i gruppespillet.

Skulle Belgien slå Finland med 2-1, mens Danmark vinder 1-0 over Rusland, vil de tre hold stadig være lige indbyrdes, mens Danmark og Finland også vil have identisk målscore.

I så fald vil placeringen mellem de to hold blive afgjort af fairplay-point. Her har Danmark lige nu tre gule kort, mens Finland har fire.

Skulle det helt utrolige ske, at Danmark og Finland også ender ens på fairplay-point, så er det den absolut sidste tiebreaker-regel, som skal i brug.

Den siger, at det hold, der er højest placeret på den rangliste, som landene blev seedet til slutrunden ud fra, ender øverst. Her var Danmark nummer 15, mens Finland var nummer 20.

Sådan slutter Danmark som gruppetreer:

Hvis Finland får point mod Belgien, vil de to hold slutte som nummer et og to i puljen. Men de fire bedste gruppetreere går også videre, og en dansk sejr over Rusland vil gøre Danmark til nummer tre i gruppen.

Hvis Danmark slår Rusland med 1-0, mens Finland taber med 2-3, 3-4 eller højere etmålsnederlag, bliver Finland toer, mens Danmark bliver treer i gruppen.

Sådan går Danmark videre som gruppetreer:

Mindst to af følgende fire ting skal gå i opfyldelse, for at Danmark bevarer chancen for at slutte blandt de fire bedste gruppetreere:

- Enten Ukraine eller Østrig skal vinde deres indbyrdes opgør i gruppe C.

I så fald slutter Ukraine eller Østrig som nummer tre med tre point og en negativ målscore.

- Kroatien og Skotland skal spille uafgjort i deres indbyrdes opgør i gruppe D.

I så fald slutter Kroatien som nummer tre med to point.

- Sverige skal undgå nederlag mod Polen i gruppe E.

I så fald slutter tredjepladsen maksimalt med tre point og en lige målscore.

- Frankrig skal slå Portugal i gruppe F.

I så fald slutter tredjepladsen maksimalt med tre point og en lige målscore.

Danmark, der aktuelt har en målscore på minus to mål, vil med en tremålsejr over Rusland kombineret med mindst to af de fire ovenstående udsagn med sikkerhed være en af de fire bedste treere. En mindre sejr kan også være nok, hvis resultaterne i de øvrige grupper flasker sig.

Kilder: Uefa.com

/ritzau/

Indlæser debat...