112

Ægtepar i bil ledte efter skilt og væltede rundt på siden

Fredag formiddag ved 10-tiden forårsagede et øjebliks uopmærksomhed, at et ældre ægtepar påkørte en bil og væltede rundt på siden.

Det var en 78-årig mand fra Skive, der sad bag rattet, og sammen med sin kone ledte han efter Kompagnigade, da de skulle en tur på Sundhedshuset.

- De kom kørende med cirka 30-40 kilometer i timen, da manden fjernede blikket fra kørebanen for at lede efter skiltet med Kompagnigade. Det endte så med, at han kørte op bag i en Mercedes, der holdt parkeret, og den lille Toyota Aygo med ægteparret væltede rundt på siden, siger politiassistent Niels Bach.

Efterfølgende kom flere vidner ilende til stedet, og de fik i fællesskab skubbet bilen med de to personer i op på hjulene igen.

- Der skete heldigvis ingen personskade, oplyser Niels Bach.

Arkivfoto: Martin Ballund