Gå til hovedindhold
Lokalt

Affaldssortering rulles ud: Salget af en bestemt type beholder går »forrygende«

13-09-2019 KL. 14:50
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

 

Nomi4s er i fuld gang med at dele nye affaldscontainere ud til private husstande i Skive Kommune.

Det skyldes, at sortering af affald skal gøres bedre. Derfor får private husstande i denne tid leveret to todelte beholdere - en til madaffald og til anden husholdningsaffald samt en beholder til papir og emballage af plast og metal.

Nogle steder får man kun én todelt beholder til madaffald og anden husholdningsaffald, hvis man for eksempel har en fælles affaldsø, hvor for eksempel beboere i en andelsboligforening kan aflevere diverse genbrugs-affald.

Nomi4s leverer en lille grøn beholder til madaffald, som man for eksempel kan stille i skabet under køkkenvasken, hvor posen til husholdningsaffald typisk hænger. Sådan en todelt løsning er ikke videre praktisk for mange, og det mærker flere butikker i Skive - efterspørgslen efter todelte beholdere til husholdningsaffald i køkkenet er steget markant.

- Salget af todelte beholdere går forrygende. De seneste tre uger et det steget og steget. Vi kan virkelig mærke, at Nomi4s er ved at køre det nye system ind i Skive Kommune, fortæller Troels Nielsen, souschef hos Jem & Fix i Skive.

Han og familien bor i Resen, og her skal de også lære de nye tider, når det gælder affald, at kende.

- Det er meget fint, man fremmer genbrug, så for eksempel emballage af plastik og metal ikke bare ryger ud med husholdningsaffaldet, og madaffald også bliver genbrugt i biogasanlæg. Vi skal også have lært vores børn, Sebastian, der er otte år, og Mathilde, der er seks år, at sortere. De nye og større beholdere udenfor skal vi nok få plads til. Jeg er ved at bygge vores indkørsel om, og i den anledning laver jeg et sted, de nye beholdere kan stå, fortæller Troels Nielsen.

Køkkenet er en families hjerterum, derfor gør mange sig umage for at indrette det, fortæller Thomas Kjølhede Svendsen, chef for køkkenforretningen HTH i Skive.

Her her der længe været efterspørgsel på todelte beholdere, der kan sidde i køkkenskabe, til husholdningsaffald, fordi kunder vil fremtidssikre sig. Også her kommer der nu en del kunder for at købe beholdere, de kan sætte op i køkkenskabet i stedet for et stativ med plads til en pose.

- Vi bor i Dommerby. Her har Nomi4s leveret de nye beholdere. Vi er glade for dem. De giver os bedre plads til affaldet, siger Thomas Kjølhede Svendsen.

- Personligt har jeg ikke tænkt så meget over det nye system endnu. Det ser jeg på, når vi får de nye beholdere i Hvidbjerg. Men jeg kan da sagtens forestille mig, at vi vil sætte en todelt beholder fra Brabrantia op, siger ejer af Kop & Kande i Søndercentret i Skive, Niels-Ulrik Nielsen, mens et par fra Salling ser på muligheder.

- Der går sikkert ikke mere end ét år eller to, inden de finder ud af, at det nye system er noget skidt, siger manden med glimt i øjet.

Det er nu ikke sikkert, dét sker. Sortering af husholdningsaffald i madaffald og restaffald har andre kommuner haft i flere år.

Nomi4s oplyser, at uddelingen af nye beholdere til private husstande i Skive Kommune går planmæssigt. Når man er færdig med Skive Kommune, fortsætter man til Lemvig, Struer og Holstebro kommuner. De fire kommuner driver Nomi4s sammen.

Uddelingen forventes afsluttet inden årets udgang.

Beboere hos boligselskaber og lignende har fået eller vil få andre affaldssystemer, der fremmer genbrug.

Nomi4s har endnu ikke taget stilling til, hvordan man skal fremme sortering af affald i sommerhusområder.

 

 

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland