Gå til hovedindhold
112

Aktion mod butikker var led i en »Al Capone-indsats« mod gruppering

08-02-2019 KL. 12:58
Empty

Arkivfoto: Casper Jacobsen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det var ikke bare almindelige tjek hos forretningsdrivende, da politiet, Fødevarestyrelsens Rejsehold og Skat onsdag sammen mødte op på tre adresser i Skive.

Chefpolitiinspektør Claus Hilborg, Midt- og Vestjyllands Politi, fortæller, at besøgene var koordineret i forhold til den gruppering af unge med indvandrerbaggrund, der gennem længere tid har gjort byen utryg.

- Vi lavede det, der også bliver kaldt en Al Capone-indsats, hvor Fødevarestyrelsen, Skat og vi fra politiet går sammen for at analysere pengestrømmen til den her gruppe. Og de tre steder var udvalgt på grund af relationer til personer i den her gruppe af unge mennesker, siger Claus Hilborg.

Al Capone-indsatsen kommer på baggrund af, at politiet undrer sig over, hvordan medlemmer af gruppen kan føre sig frem i dyre biler og på diskoteker med masse af penge, selv om de ikke har en betydelig indkomst.

- Problemet er, at de ikke kan dokumentere, hvor de får deres penge fra. Vi prøver så i samarbejde med Skat at finde ud af, hvor de får pengene fra. Vi er også i dialog med Skive Kommune, da de udbetaler ydelser til nogle af dem. Men nogle i gruppen er på kontanthjælp, og andre står slet ikke til at have en indtægt, og så ser det mærkeligt ud, at de kan have sådan en livsførelse, siger Claus Hilborg.

Claus Hilborg bekræfter, at det primært er tre biler, der er leaset, som gruppen af unge mennesker kører rundt i.

Og han mener, at gruppen er på 12-14 personer, hvoraf de seks af dem er de mest fremtrædende.

- Vi har også problemer andre steder i politikredsen, men ikke nogle, der ligner de her, vi har i Skive lige nu. De er jo lokale unge, der har været gennem SSP-samarbejdet, og som nu er blevet voksne, men som ikke kan finde deres plads i samfundet. Og når de så handler i en gruppe eller i et netværk, begynder det at blive bekymrende, lyder det fra Claus Hilborg.

Al Capone-metoden er en særlig prioriteret myndighedsindsats, som går ud på at stresse bandemiljøer og er opkaldt efter den berygtede amerikanske Chicago-gangster, Al Capone, som i 1932 blev fældet for skattesvig, fordi man ikke kunne finde beviser til at dømme ham for anden kriminalitet.

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste 112

Forsiden lige nu

112

30-årig sigtet: Nægter at have slæbt skoledreng i kraven 30-årig sigtet: Nægter at have slæbt skoledreng i kraven

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland