Ritzau Sport

Alle engelske klubber trækker sig fra udbryderturnering

Alle seks Premier League-fodboldklubber har trukket sig fra udbryderturneringen European Super League.

Det skriver alle klubberne på nær Chelsea på deres hjemmesider. Det kom dog frem tirsdag aften, at Chelsea havde påbegyndt en exit fra projektet, om end klubben ikke har endeligt bekræftet det endnu.

Manchester United skriver på klubbens hjemmeside, at man har lyttet til tilhængernes reaktioner, og at man derfor har valgt at droppe idéen om en ny turnering.

- Vi fastholder vores engagement i arbejdet på tværs af fodboldsamfundet for at finde på bæredygtige løsninger på de udfordringer, som sporten står overfor, skriver klubben.

Liverpool, som er nuværende mester i Premier League, bekræfter ligeledes, at man har droppet planen om en European Super League.

- I de seneste par dage har klubben modtaget diplomater fra en række centrale aktører både internt og eksternt, og vi vil gerne takke dem for deres vigtige bidrag, skriver klubben.

Klubberne kom under massiv beskydning fra fangrupperinger, Det Europæiske Fodboldforbund (Uefa), fodboldeksperter og tv-stationer, efter at de annoncerede en plan for at starte en ny turnering for Europas største fodboldhold.

/ritzau/