Gå til hovedindhold
Lokalt

Alma kom til verden med raketfart: Far tog imod datter på bilens bagsæde

17-08-2019 KL. 09:37
Empty

Faderen Glenn Færch måtte agere jordemoder, da lille Alma natten til onsdag kom til verden på bagsædet af familiens Passat på rastepladsen på rute 26 lige ved Bentas Cafeteria. »Lige meget, hvor meget du gasser op, når vi aldrig til Viborg«, konstaterede moderen Sabine Nordgaard, da de var kørt igennem rundkørslen i Højslev på vej mod fødeafelingen i Viborg.
Foto: Lars Rasborg

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Lille Alma ligger veltilpas i sin mors arme og bliver ammet hjemme på Havnevej i Skive. Faderen har afleveret storesøsteren Emma på snart to år i dagpleje, og her er en stille og rolig stemning i stuen.

Alt var helt anderledes oppe i tempo, da Alma natten til onsdag klokken 02.20 kom til verden med raketfart og blev født på bagsædet af familiens sorte Passat på en rasteplads på rute 26 lige før Bentas Cafeteria - med far som jordemoder.

- Det var den sejeste far, der tog imod hende, siger 24-årige Sabine Nordgaard og sender et smil hen i retningen af sin kæreste, Glenn Færch.

Fødslen af den første datter tog 48 timer, og ingen havde forventet, at datter nummer to ville have sådan en fart på.

Da Sabine Nordgaard fik veer tirsdag aften klokken 23.30, tog det unge forældrepar det derfor stille og roligt.

Der var godt nok kun tre et halvt minuts interval mellem veerne, men veerne var ikke lange nok til, at de ville se hende på fødeafdelingen på Viborg Sygehus - især ikke med tanke på den første flere døgn lange fødsel.

- Så lå jeg her inde i sengen med Emma og Glenn, og vi ventede en times tid. Min mor stod standby til at passe Emma, og så tog det pludselig ved, og veerne begyndte at gøre ondt i lænden, husker Sabine Nordgaard.

Fødeafdelingen blev kontaktet igen, mormor sprang på cyklen og ankom efter fem minutter - noget forpustet - fra Brårup, bilen blev pakket, og de kørte ud af byen mod Viborg.

Men ved rundkørslen i Højslev lød det så fra bagsædet fra Sabine Nordgaard: »Lige meget, hvor meget du gasser op, når vi aldrig til Viborg«.

Vandet var gået der i bilen, og lige ved Bentas Cafeteria er der en rasteplads, som Glenn Færch fik svinget Passaten ind på.

- Jeg ringede igen til fødeafdelingen og blev stillet om. Der gik lidt tid, men så kom der en jordemoder i røret, Sarah, som spurgte, om jeg kunne se hovedet. Det kunne jeg efter fem sekunder, men så forsvandt det ind igen, og det sagde de var meget normalt.

Sygehuset fik ringet efter en ambulance, og så blev hovedet født.

»Men hvad gør vi med kroppen«, spørger faderen, der agerer jordemoder, og får at vide, at kroppen nok skal komme med den næste ve.

- Og så tager jeg imod hende, siger faderen, der syntes, datteren var lidt for stille til at begynde med, inden der kom lyde fra hende.

Men ellers skete det hele på så få minutter, at de ikke nåede at blive rigtig bange for, hvordan det skulle gå.

- Jeg blev da lidt nervøs i starten, og der var også meget blod. Måske lyder det mærkeligt, men det føltes så naturligt, da jordemoderen Sarah guidede mig helt roligt igennem det, siger Glenn.

- Jeg nåede bare at tænke: »Vi kommer ikke til Viborg«. Da hun var blevet født, ville jeg gerne have hende op til mig, men jordemoderen sagde, at vi skulle huske at se efter, om navlestrengen var om halsen, og det var den, husker Sabine Nordgaard.

Og kort tid efter fødslen kunne de se de blå blink fra ambulancen lyse natten op inde fra Skive, og ambulanceredderne kom og tog over.

- Jeg fik først Alma over til mig i bilen med et tæppe over, og senere kørte hun sammen med Sabine i ambulancen til Viborg, hvor vi var cirka klokken tre, siger Glenn Færch.

Lille Alma vejede 4398 gram og var 55 cm lang, og inden de kunne køre fra sygehuset i Viborg igen onsdag morgen lidt i ni, skulle de have bud hjem til Skive efter autostolen, som de havde glemt i farten om natten.

En nyfødt datter var ikke det eneste, det unge par kunne tage med hjem fra sygehuset.

I forruden af bilen sad en gul strimmel med en parkeringsbøde, da de efter få timer på hospitalet tidligt onsdag morgen blev udskrevet og skulle køre hjem igen.

Glenn Færch har nu kontaktet firmaet bag og er ikke blevet lovet noget, men han håber, at hans fortælling om, at fødslen gik så stærkt, at datteren Alma blev født på bagsædet af bilen på en rasteplads med faderen som jordemoder, vil få firmaet på andre tanker omkring bøden.

 

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland