Gå til hovedindhold
Debat

Anarki i Stoholm

23-08-2019 KL. 11:28
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Tak til lokale kræfter for at gribe telefonen til chef for Trafik og Veje i Viborg Kommune, Per Christensen, og gøre ham opmærksom på det trafikale kaos, der hersker omkring Stoholm Skole.

Det glæder mig, at kommunens folk nu vil besøge Skolegade i Stoholm for at vurdere trafikforholdene. Jeg håber, de møder op en hverdagsmorgen mellem kl. 6.30 og 8, hvor der mildest talt hersker kaos. Gadens beboere oplever biler, der parkerer foran deres indkørsler; biler, der holder i lag; folk, der kører mod ensretningen; skolepatruljen, som ikke bliver respekteret (af bilisterne!).

Ifølge beboerne er det et under, at der ikke er sket en ulykke endnu. Jeg har selv, som tidligere, lokal byrådspolitiker, nævnt problematikken for Teknisk Udvalg. Og jeg ved, at også skolebestyrelsen og den trafikansvarlige på Stoholm Skole har henvendt sig til kommunen med deres bekymring og nogle udmærkede løsningsforslag, bl.a i et høringssvar til kommunens Trafiksikkerhedsplan.

Per Christensen foreslår mere skiltning. Den tror jeg ikke på. Der er masser af skilte i Skolegade, og alligevel hersker der anarki om morgenen. Jeg vil foreslå, at man lytter til de lokale beboere og skolens folk med henblik på at finde en pragmatisk løsning. Og jeg håber, at vores to lokale byrådspolitikere bringer Skolegade-problematikken ind i deres respektive byrådsgrupper og i Teknisk Udvalg.

Men kommunen kan ikke løse problemet alene. Jeg vil opfordre til, at forældre i stedet for at køre deres børn lige til skolens dør, lader dem gå eller cykle. Jo flere forældre, der gør det, des mindre kaos i Skolegade.

Uanset hvad er Stoholm Skoles nuværende placering yderst uhensigtsmæssig, når det gælder trafiksikkerhed.

En løsning i et større perspektiv er at bygge en ny Stoholm Skole ved hallen. Her er luft omkring bygningerne, masser af P-pladser og cykelsti lige til døren.

Lad dette være endnu et argument (blandt de mange andre gode argumenter) for at flytte skolen.

Med venlig hilsen

Karin Clemmensen,

Kirkebakken 10,

7840 Højslev

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland