112

Anholdt i formiddag: 41-årig kvinde varetægtsfængslet i tre uger

Den 41-årige kvinde med nær tilknytning til Balling, der tirsdag først blev efterlyst og senere anholdt i Struer, er i forbindelse med et grundlovsforhør ved retten i Viborg blevet varetægtsfængslet i foreløbigt tre uger.

Det fortæller anklager ved Midt- og Vestjyllands Politi, Nanna Lundhøj.

- Hun er blevet varetægtsfængslet frem til den 15. december, og det er sådan set det eneste, jeg kan fortælle, da grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, siger Nanna Lundhøj.

Årsagen til de lukkede døre er, at Midt- og Vestjyllands Politi frygter, at der er en medgerningsmand på fri fod.

I 2019 blev den 41-årige kvinde idømt 15 måneders fængsel for omfattende bedrageri for 300.000 kroner på nettet.

Den straf har hun afsonet, men nu er hun altså sigtet igen.

- Hun er bare blevet ved og ved, og vi har simpelthen fået anmeldelser ind på hende hele tiden. Til sidst kunne vi simpelthen ikke længere forsvare, at hun gik rundt og svindlede på den måde, sagde efterforskningsleder Christian Toftemark tidligere tirsdag.

En 41-årig kvinde med nær tilknytning til Balling er ved retten i Viborg tirsdag blevet varetægtsfængslet i foreløbigt tre uger. (Arkivfoto) Henning Bagger/Ritzau Scanpix