Gå til hovedindhold
Ritzau Sport

Antonsen slår barndomsvennen Gemke og vinder Denmark Open

18-10-2020 KL. 18:50
Denmark Open-titlen er - på papiret - Anders Antonsens største i karrieren. (Arkivfoto)
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Det begrænsede publikum i Sydbank Arena i Odense var på forhånd sikker på at få noget af juble over, da finalen i herresingle i badmintonturneringen Denmark Open søndag blev spillet.

Her stod de to barndomsvenner fra Aarhus Rasmus Gemke og Anders Antonsen over for hinanden, så en dansk sejr var garanteret.

Sidstnævnte endte med håneretten og fynboernes hyldest. Antonsen vandt i tre sæt med cifrene 18-21, 21-19, 21-12.

Dermed blev Antonsen, der fredag sendte Jan Ø. Jørgensen på badmintonpension, den første dansker til at vinde Denmark Open i herresingle, siden netop Jørgensen gjorde det i 2010.

Antonsen og Gemke er godt bekendte med hinandens styrker og svagheder. Ud over at have vokset op sammen træner de to begge til daglig på det danske elitecenter i Brøndby.

Gemke startede med et lille overtag, men så kom Antonsen i gang og tog teten. Gemke virkede lidt på hælene, men fandt pludselig en god opskrift, så han ved opholdet i første sæt var foran 11-9.

Gemke fortsatte, hvor han slap og kom på 17-12. Herfra begyndte en stadigt mere aggressiv Antonsen især at få styr på sit smash, og så fik han på kort tid udlignet efter fem point i træk.

Antonsen kom på 18-17, men Gemke rejste sig og tog sættet med fire point i træk.

I starten af andet sæt fik Antonsen lavet nogle justeringer, men aarhusianeren lykkedes ikke med for alvor at ryste Gemke af sig. 11-9 var Antonsen foran ved opholdet.

Antonsen, der er højere på verdensranglisten og har større meritter på cv'et end Gemke, kom på 16-12. Men efter flere flotte dueller fik Gemke både udlignet og bragt sig foran 17-16, og så begyndte det for alvor at lugte af en lille overraskelse.

Men det blev altså til et tredje sæt. To bolde fra Gemke, der endte på den forkerte side af linjen, gjorde, at Antonsen til sidst tog andet sæt.

Antonsen viste i tredje sæt, at han har lidt flere tricks i ærmet end Gemke, når det gælder. Ved pausen stod der 11-6, og selv om Gemke lige efter kom nærmere, satte Antonsen trumf på til sidst.

Gemke måtte give fortabt, vennen havde mere energi i tanken, og så tog Antonsen sin på papiret største titel i karrieren.

Denmark Open rangerer som en Super 750-turnering på Det Internationale Badmintonforbunds World Tour. Ud over titlen vandt Antonsen en præmiecheck, på hvad der svarer til cirka 350.000 kroner.

Engelske Marcus Ellis og Chris Langridge indledte finaledagen i Denmark Open med at vinde herredoublerækken, inden det endte med japansk triumf i både damedouble og damesingle.

Tyske Mark Lamsfuss og Isabel Herttrich tog sejren i mixed double.

/ritzau/

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland