Gå til hovedindhold
Avisen Mener

Arne må vente - S begår løftebrud

20-08-2019 KL. 13:10
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

- Nu er det Arnes tur til at gå på pension.

Sådan lød det i S-annoncer op til folketingsvalget. Arne er bryggeriarbejder, 59 år, og han arbejder på bryggeriet Fuglsang i Haderslev. Det var allerede i januar i år, at Socialdemokratiet med Mette Frederiksen lancerede planen om såkaldt differentieret folkepensionsalder, og allerede den gang advarede vi på denne plads om varm luft og duft af valgflæsk i forslaget.

Det er åbenlyst, at der er behov for, at nedslidte danskere skal have mulighed for at forlade arbejdsmarkedet før pensionsalderen. Derfor er der sund fornuft i det forslag om seniorpension som V-K-LA regeringen sammen med de radikale og Dansk Folkeparti fik vedtaget før valget. Det skal føre til konkret lovgivning, og det burde S-regeringen i stedet satse alt på. Det handler om, at hvis man ikke er i stand til at arbejde mere end 15 timer om ugen og hvis man har arbejdet i 20-25 år og har seks år eller mindre til folkepensionsalderen, så kan man efter individuel vurdering komme på seniorpension, som er markant højere end folkepensionen.

Derudover var det blandet andet en del af forliget, at seniorer hurtigere kan komme i fleksjob på nuværende arbejdsplads, og seniorer får flere penge i hånden, hvis de arbejder ved siden af folkepensionen. Dermed er der på flere måder taget hensyn til, at det netop er meget individuelt, hvad plus-60 generationen kan og ikke kan - og ønsker - på arbejdsmarkedet. Men det giver mening, at der er en individuel vurdering af arbejdsevnen.

Over for det udspil stod den socialdemokratiske plan, som endnu ikke er blevet konkret. Tanken var, at hvis man havde arbejdet i godt 40 år, så skulle man - hvis man tilhørte bestemte faggrupper, som der ikke blev sat navn på - kunne få folkepension to-tre år tidligere end folkepensionsalderen.

Den model er helt skæv. Den vil indebære, at der er reelt nedslidte, der ikke kan få tidligere pension, fordi de ikke tilhører en bestemt faggruppe. Og den vil indebære, at der vil være folk der stadig er friske på arbejdet, der vil kunne gå på tidligere folkepension fordi de er blevet udvalgt som hørende til en særlig belastet faggruppe.

Det sidste vil så igen medføre, at der forsvinder god arbejdskraft fra virksomhederne, og det er blandt andet derfor, at arbejdsgiverne har sagt klart nej ved det første forhandlingsmøde som Mette Frederiksen og beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard havde med arbejdsmarkedets parter.

Da S-regeringen blev præsenteret lancerede Mette Frederiksen, at den vigtigste og højest prioriterede sag var at få en differentieret folkepension på plads. Men nu er der blevet stille om sagen. Og regeringen har varslet, at der i hvert fald ikke kommer noget udspil før næste forår. Duften af valgflæsk og løftebrud breder sig igen. Forhåbentlig havde mange vælgere gennemskuet, at S-udspillet var et valgkamp-trick, men det var alligevel grove løjer. Arne fra S-reklamerne kan forhåbentlig se frem til at den tidligere regerings forlig med R og DF medfører, at han om et par år kan gå på seniorpension. Det vil også give mere end S-planen, som er sendt til uvis skæbne.

O.D.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Avisen Mener

Forsiden lige nu

Lokalt

13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel 13-årig blev snydt på nettet: Nu får han sin Playstation 4 alligevel

Lokalt

Lokalt ældrecenter frikendt i sag om dødsfald Lokalt ældrecenter frikendt i sag om dødsfald

Lokalt

Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme Problemer to-tre gange om ugen: Beboere bekymrede over fejl på togbomme

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland