Årsag til arbejdsulykke: Kranarm faldt ned og ramte to personer
Heldigvis var der ikke tale om livstruende skader, da en 54-årig håndværker fra Balling og en soldat torsdag middag kom til skade i en arbejdsulykke.
Indsatsleder Jesper Ørum fra Nordvestjyllands Brandvæsen oplyser, at nogle håndværkere var i færd med at afmontere en kranarm, som faldt ned og ramte jorden og efterfølgende både en håndværker og en soldat.
- Soldaterne er heldigvis rigtig dygtige til førstehjælp, så de var hurtige til at få ham (håndværkeren, red.) fri og yde førstehjælp. I og med, at han var fri, da vi kom frem, var vores opgave egentlig løst, siger indsatslederen.
Selvom der også blev rekvireret en lægehelikopter, endte den ikke med at blive taget i brug.
- Lægerne fra helikopteren hjalp selvfølgelig på stedet, men han endte med at blive kørt til sygehuset i en ambulance, siger indsatsleder Jesper Ørum.
- Det er ikke livstruende og han er ved bevidsthed, lød det torsdag fra vagtchef Simon Skelkjær fra Midt- og Vestjyllands Politi.
Ifølge Forsvarskommandoens pressevagt Lars Skjoldan blev en militæransat også ramt i forbindelse med arbejdsulykken.
- Der er ikke sket noget alvorligt med ham, og behandlingen endte med at blive i form af nogle isposer, siger Lars Skjoldan, der endnu ikke kender omstændighederne for ulykken.
Sagen er sendt videre til Arbejdstilsynet, som nu skal undersøge ulykken.