112

Årsag til sammenstød i kryds: Bilist kørte over for rødt og torpederede bil

En 25-prig bilist, der kørte over for rødt, ser ud til at være årsagen til det store færdselsuheld i krydset mellem Egerisvej og Sdr. Boulevard i Skive søndag eftermiddag.

En 61-årig mand fra Dommerby, der kørte frem for grønt lys i krydset med cirka 50 kilometer i timen, blev han ramt af en bil, der blev ført af 25-årig kvinde fra Randers, der tilsyneladende kørte over for rødt lys.

Manden havde ikke set hende, før han hørte braget, da de to biler ramte hinanden. Hans bil snurrede herefter rundt og strejfede en anden bil. Politiet oplyser, at det er svært at sige, hvad der nøjagtigt er sket, da det hele er gået meget hurtigt, og bilerne snurrede rundt. Den ene bil endte for eksempel et stykke inde på en græsbakke ved Skive College.

Da indsatslederen kom til stedet, kunne han konstatere, at vidner og andre tililende var i gang med et flot stykke førstehjælp.

- Folk tog sig af de tilskadekommende og var blandt andet gode til at berolige dem, fortæller indsatsleder Jesper Ørum.

Han og hans kollegaer måtte klippe døre i den ene bil (ført af den 25-årige kvinde fra Randers) fri for at sikre, at ambulanceredderne kunne få de to passagerer sikkert ud.

De måtte også brække døren op i den anden bil - en bil fra Skive Kommunes hjemmepleje - for at sikre, at chaufføren kom sikkert ud. Alle tre blev kørt på skadestuen i Viborg.

Man frygtede, at særligt den 25-årige kvinde var kommet slemt til skade, men lokalpolitiet i Skive kunne mandag oplyse, at ingen implicerede skulle være kommet alvorligt til skade.

Foto: Jens Kristensen
To bilister ramte hinanden her i krydset mellem Egerisvej og Sdr. Boulevard i Skive søndag eftermiddag. Foto: Jens Kristensen