
Stort band må droppe Skive Festival: Her er afløseren
Sygdom betyder, at aftenens koncert er aflyst
Udgivet:01. juni 2023, 10.30
Læsetid:1 minut
Sygdom har tvunget Hugorm til at aflyse aftenens koncert på Skive Festival. Arkivfoto
4 måneder siden
FESTIVAL Årets Skive Festival bliver uden bandet Hugorm, der skulle have spillet torsdag aften. Bandets koncert er blevet aflyst, fordi trommeslageren skal på sygehuset. Det oplyser Skive Festival på Facebook.
»Vi har desværre fået en aflysning på vores koncert fra Hugorm i dag. De er kede af det, men sygdom kan man ikke holde for. Den kære Arni, deres fantastisk trommeslager, tager et par dage på sygehuset. Han skal nok blive god igen, men send lige en masse kærlighed hans vej. Vi arbejder på højtryk for at finde en afløser! Så vi vender snart tilbage🫶«, skriver Skive Festival på deres Facebookside.
Ifølge Hugorms instagram-side har trommeslager Árni Bergmann fået en blodprop i skulderen.
Opslaget har et kort klip med Árni Bergmann i hospitalssengen, hvor han siger, at hans arm er "gået i stykker", og at han ikke må bruge den et par dage.
Hans højre arm begyndte at hæve i søndags før bandets koncert i Jelling, står der i opslaget.
- Efterfølgende undersøgelse viste, at han havde en blodprop i den ene skulder. Dette har betydet, at han har været indlagt til undersøgelser og behandling de seneste to dage på Thisted Sygehus, lyder det endvidere.
Árni Bergmann har det godt efter omstændighederne, fremgår det også af opslaget. Og det vælter ind med beskeder, som ønsker ham god bedring.
- Vi er utrolig kede af at gå glip af mødet med vores fans i Hug Army på dette års Skive Festival, men vi vender både snart og stærkt tilbage, lyder det afslutningsvis.
Siden har Skive Festival annonceret en afløser. Det er rapperen Artigeardit.
Hugorm består af Simon Kvamm, Morten Gorm og Árni Bergmann.
