
Truede vidne: To mænd stjal terrassevarmer fra skøjtebanen
Terrassevarmeren, der tilhører Skive Kommune, har en værdi af 2200 kroner
Udgivet:05. december 2022, 09.18
Læsetid:1 minut
Foto: Martin Ballund
2 måneder siden
TYVERI Da en af kommunens ansatte søndag morgen var mødt på arbejde i Adelgade i Skive, så han pludselig to mænd, der kom slæbende med en terrassevarmer.
Og den terrassevarmer kunne han genkende fra Skøjtebanen.
- Så han spurgte de to mænd, hvad de skulle med den, og så fik han svaret, at hvis han skulle stikke næsen yderligere i den sag, så kunne han få nogle tæsk. Så han lod dem gå videre, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Terrassevarmeren, der er formet som en padehat, har en værdi af 2200 kroner, og den tilhører Skive Kommune.
- Vi arbejder videre med sagen, og vi har noget videoovervågning fra gågaden, vi skal have kigget igennem, så vi forhåbentlig kan finde frem til gerningsmændene, siger Niels Bach.