
40-årig beboer sigtet for brand i lejlighed
Branden startede omkring komfuret, efter at det ikke var blevet slukket efter endt madlavning
Udgivet:23. januar 2023, 09.21
Læsetid:1 minut
BRAND Få dage før jul udbrød der en voldsom brand i en lejlighed på Porshøjvej, hvori der befandt sig fem polakker.
I forbindelse med branden kom en 39-årig mand ikke ud sammen med de andre, og han måtte i bevidstløs tilstand reddes ud af brandvæsnets røgdykkere.
Siden har politiet efterforsket branden, og det arbejde har nu ført til, at en 40-årig polak er sigtet for ikke at have udvist tilstrækkelig forsigtighed.
- Der er tale om den samme mand, som opdagede branden og alarmerede beredskabet, da han var den eneste, der ikke var gået i seng. Han forklarer, at han havde glemt, at han havde lavet mad på komfuret, og at han havde glemt at slukke for det. Men det gjorde altså, at der senere gik ild i emhætten og i resten af lejligheden, siger politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.
Lørdag blev manden så sigtet for overtrædelse af beredskabsloven, men heldigvis kom ingen personer til skade ved branden.


Vågen mand lugtede røg og slog alarm: Røgdykkere redder bevidstløs mand ud af brændende lejlighed

