112

Bilist stak af efter sammenstød med motorcyklist

Det viste sig, at manden har fået frakendt sit kørekort

Udgivet:11. august 2022, 08.56

Læsetid:1 minut

Foto: Martin Ballund

Pauli Vendelbo
Journalist

1 år siden

TRAFIKUHELD Tirsdag eftermiddag klokken 16.19 var en 49-årig mand fra Løgumkloster i Sønderjylland skyld i et trafikuheld på Nørregade i Vinderup.

- Den 49-årige mand kom kørende i en bil, da han ville dreje ind på tanken. Og han svingede tværs over den modsatte kørebane uden at orientere sig om, at der kom en motorcyklist kørende. Der skete så et sammenstød, og motorcyklisten, en 25-årig mand fra Skive, blev kørt til sygehuset med skader på benet, siger Heine Bærentsen fra lokalpolitiet i Holstebro.

Den 49-årige mand stak af fra stedet efter uheldet, men der var vidner, der noterede nummerpladen på bilen.

- Vi fik så fat i ejeren af bilen, der fortalte, at den lige nu er udlånt til en anden. Og den anden person var så den 49-årige mand, der lovede at rette henvendelse til os. Det gjorde han dog ikke, men senere har politiet i Sønderjylland haft kontakt med ham, og det viste sig, at han har fået frakendt sit kørekort, siger Heine Bærentsen.

Derfor får den 49-årige mand to sigtelser mod sig efter uheldet.