
Nej til mænd: Kvindekamp på scenen med Stine
Pape er kommet over skilsmissen, det er Remee ikke, popstar-Jon skal for retten, Pernille Vermund skal giftes - og andet nyt fra de kendtes verden
Læsetid:4 minutter
Foto: Kim Frost
6 måneder siden
Midtjyske Stine Bramsen, engang frontfigur i Alphabeat, nu soloartist, var aktiv på kvindernes internationale kampdag, oplyser Se og Hør. Hun brugte dagen til at annoncere sin akustiske turné, hvor hun blandt andet skal spille sange fra albummet »Mother Earth«. For at markere det kvindelige vil Stine optræde udelukkende med kvinder omkring sig på scenen.
Søren Pape har det godt igen
Søren Pape, 51-årig konservativ leder, har fået det godt igen oven på skilsmisse og hård valgkamp sidste år, fortæller han i Se og Hør, der mødte ham til premieren på »Grease« som musical.
- Det var en hård tid at komme igennem. Det var ganske skrækkeligt, men nu har jeg det godt, siger Pape, der har en god kontakt til sin eksmand, Josue.
- Selvom man ikke er gift, skal man kunne tale ordentligt sammen, og det kan vi heldigvis. Men det er ikke sådan, at vi ser hinanden, for han bor i Spanien.
Remee: Svært at være single
Smukke Mathilde Gøhler er kommet videre efter sit farvel til popprinsen Remee, 48. Men Remee selv - han har det knap så nemt. Han har det o.k. med, at Mathilde nu er sammen med Silas Ystrøm, siger han til Se og Hør, men:
- Det er generelt grænseoverskridende, når man har været i fast forhold så lang tid som mig, I 20 år faktisk mere eller mindre fra den ene til den anden. Men det er også noget med at få rystet posen og gentænke livet - også selvom det ikke var den plan, man havde. Nogle gange tager livet nogle beslutninger for en, sagde Remee til Se og Hør, da den kosmetiske klub N’Age fejrede 20 år.
Det lader dog til, at Remee er på vej i sikker havn i et nyt forhold - det vil han dog ikke tale om endnu.
Jordan med nye implantater
Modellen Jordan, 44, der i dag oftere optræder med sit rigtige navn, Katie Price, end sit kunstnernavn, er netop blevet opereret - for 16. gang.
Hun har fået sine bryster gjort endnu større; de skulle nu være størrelse 2120 CC. Og det er ret stort.
Sådan må det være, når Katie ifølge Se og Hør har planer om at få Storbritanniens største bryster.
Se og Hør bringer billeder af tv-personligheden i en pool i Thailand. Og der er ret langt fra de billeder til den kønne pige, som Katie engang var for to årtier siden. Nu er hun nærmere lidt grotesk.
Artiklen fortsætter under billedet ...

Pernille skal giftes
Pernille Vermund, politiker, der vist er på vej til igen at blive formand for Nye Borgerliges kaos-parti, har gode nyheder på hjemmefronten.
Hendes hunk af en tidligere fodboldchef, Claus Bretton-Meyer, har friet, og frk. Vermund sagde ja tak.
Det fortæller Ekstra Bladet.
Det er kun lidt mere end et år siden, at Pernille Vermund viste sig frem med Bretton-Meyer første gang. Det er ikke oplyst, hvornår parret skal giftes.
Susan K bestod sin eksamen
Den tidligere tv-personlighed Susan K har taget en uddannelse som social- og sundhedshjælper, og nu skal hun ud at arbejde hos de ældre i Aarhus Kommune.
- Jeg bestod og er nu fastansat og startet som faglært sosu. Et fag, jeg føler, jeg har fundet min hylde i, siger 48-årige Susan K i Se og Hør.
Hun blev kendt fra »Paradise Hotel« og har de seneste år levet et stille liv i Aarhus - først som bartender og nu som sosu. Hun lever sammen med kæresten Axel.
Jon skal for retten
Der var på TV 2 engang et show, der hed »Popstars«, der var stort, før noget hed »X Factor« og plaprehovedet Blachman, og en af vinderne af det show var Jon Nørgaard, der sang »Right Here Next to You«.
Nu er popstars-Jon centrum på en anden måde, fortæller Ekstra Bladet.
Jon skal for retten på mandag, fordi han i december 2019 brød ind i en lejlighed og stjal en computer og et par sko - i alt for 13.000 kroner. Det fortæller Ekstra Bladet. Der er tale om en tilståelsessag.
Jon blev i 2003 dømt for vold.
Hans sangkarriere er i øvrigt ikke gået helt i stå. Han har haft et hit i Tyskland under navnet »Tvilling« i 2021. Hittet hed »100 Years«. I 2018 udgav han som Jon »Take You Home«, der er streamet 10 millioner gange på Spotify.
Lisby på vej hjem
Mette Lisby, 54, komiker og forfatter, der danner par med Jesper Bæhrenz, 57, fortæller, at hun og manden er på vej hjem. Det sker efter 12 år i USA og 5 år i London. Corona gjorde livet i udlandet lidt hårdt, så nu flytter parret til mondæne Skodsborg i Nordsjælland, fortæller Lisby til Se og Hør.


Tv-værten om sex: Bollevenner er bare bedst


Forfatter holde pause: Vil have tid til at knalde

