Quick-Step udtager Asgreen og Mørkøv til Tour-hold

Kasper Asgreen og Michael Mørkøv er ligesom sidste år med på Quick-Steps Tour de France-hold.

21. juni 2021, 15.32

Kasper Asgreen skal køre Tour de France for tredje år i træk.

KØBENHAVN Det stjernespækkede Quick-Step-mandskab stiller til årets Tour de France med to danske ryttere.

Således er Kasper Asgreen og Michael Mørkøv blandt de otte ryttere, som holdet mandag offentliggjorde på Twitter.

De to danskere var også på Quick-Steps Tour de France-hold i 2019 og 2020.

I 2021-udgaven stiller det belgiske hold desuden med Julian Alaphilippe, Mark Cavendish, Davide Ballerini, Mattia Cattaneo, Tim Declercq og Dries Devenyns.

Derimod er sprinteren Sam Bennett ikke med på holdet, da han er skadet. I stedet er der altså blevet plads til Cavendish, der ikke har været med de seneste to år.

Cavendish er i alt noteret for 30 individuelle etapesejre i Tour de France.

Nu kan han se frem til hjælp fra Mørkøv, der de seneste år har kørt Bennett frem til en lang række sejre.

Fem danskere er nu officielt udtaget til Touren. Jakob Fuglsang blev tidligere mandag udtaget hos Astana, og Team BikeExchange udtog Christopher Juul-Jensen, mens Jonas Vingegaard er med hos Team Jumbo-Visma.

Tour de France begynder på lørdag og fortsætter til 18. juli.

/ritzau/