Leder: Fodbold-fællesskab - og UEFA-svigt

14. juni 2021, 10.30

Chefredaktør Ole Dall

»Fodbold er stort og samlende« lød overskriften for Folkebladets leder i lørdagsavisen - som optakt til Danmarks første kamp ved EM.

Det budskab blev på en chokerende baggrund yderligere forstærket lørdag aften - og resten af weekenden. Et stort og samlende fodbold-fællesskab blev understreget i forbindelse med den danske landsholdsspiller Christian Eriksens kamp for livet efter et hjertestop midt under kampen mod Finland. Han blev genoplivet på banen med hjertestarter og heldigvis er hans situationen nu stabil, og han kunne i går sende skærm-hilsen til sin medspillere og trænerstaben fra sygesengen på Rigshospitalet.

Efter Christian Eriksens kollaps blev et smukt fodbold-fællesskab udtryk på mange måder. Anfører Simon Kjær kastede sig ud i første redningsaktion, før lægen nåede frem på banen, spillerne skærmede Christian Eriksen mens de med fortvivlede ansigter og nogle med hænder i bøn kæmpede med følelserne, og Christian Eriksen og hans båre blev skærmet med lagener på vej ud af banen til den videre behandling på Rigshospitalet.

Fællesskabet mellem de danske tilhængere og landsholdet var også unikt. Og det samme var forholdet mellem de danske og finske tilskuere. To gange sang de danske fans stille men stærkt »Der er et yndigt land«, mens de ventede på nyt om Christian Eriksens tilstand. Og når de finske fans samlet råbte »Christian« lød svaret straks fra danskerne: »Eriksen«.

Det var en lørdag aften foran skærmen - eller på stadion - som ingen vil glemme. Så mange følelser løb igennem alle: Chok, fortvivlelse, håb, bøn og sammenhold. Det var et fodbold-hjerte, der kollapsede. Det var endnu mere vigtigt et hjerte af guld hos en 29-årig med kæreste, to små børn, forældre og familie i øvrigt.

Og fra hele verden kom der lørdag aften og søndag hilsener til Christian Eriksen og dansk fodbold. Stjernespillere, klubber, landshold, kunstnere, tilskuere og mange, mange andre deltog i et globalt fodbold-fællesskab med stor styrke. Så flot. Budskabet om ikke at være alene fra fodbold-hymnen »You´ll never walk alone« blev igen bekræftet.

Desværre blev det europæiske fodbold-forbund UEFA ikke en del af det store fodbold-fællesskab og det stærke sammenhold. For UEFA er lidt menneskelig forståelse og omtanke åbenbart ikke på dagsordenen. Hvordan skal man ellers forklare, at UEFA forlangte, at spillerne på de to hold - kort efter at have set Eriksens kollaps - skulle vælge mellem to muligheder: At genoptage kampen lørdag eller at spille kampen søndag kl. 12!

UEFA burde skamme sig. Tænk at give chokerede spillere et sådant valg. UEFA kunne passende selv have truffet en afgørelse - og det kunne f. eks være at spille de resterende 48-49 minutter mandag kl 12. Eller at lade stillingen efter de omkring 42 spillede minutter - 0-0 - være kampens resultat.

Men UEFA trumfede igennem uden plads for lidt menneskelig omtanke. Finland skal spille næste EM-kamp onsdag og Danmark torsdag, men selvfølgelig kunne Finland også have respekteret at spille den tid der var tilbage, da kampen blev afbrudt lørdag, mandag ved frokosttid.

Det blev spillere, ledere, tilskuere i Parken - og klubber, landshold, spillere og tilhængere fra hele verden - der viste det sande fodbold-fællesskab efter en aften, hvor spil og resultat blev ligegyldigt. Christian Eriksen skulle vinde - livet! Og det gjorde han. Tak!

O.D.

Indlæser debat...