Kendis skaber travlhed hos Wiking Gulve

Udgivet:09. august 2012, 12.42

Læsetid:1 minut

Tidligere på ugen var designer, forfatter og modekommentator Jim Lyngvild på besøg hos Wiking Gulve i Roslev for at finde den helt rigtige farve til det gulv, han vil have lagt i sin ridderborg på lørdag. Privatfoto

11 år siden

- Der er 24 timer i døgnet, og torsdag har 25, så vi når det!

Sådan siger administrerende direktør hos Wiking Gulve i Roslev, Kim Axelsen, der også står i spidsen for PA Savværk i Korinth i et sydfynske.

Og det, de når hos Wiking Gulve, er at blive færdige til på lørdag.

- Vi skal nå det, og vi vil simpelthen nå det, fastslår Kim Axelsen.

For selv om der for øjeblikket er modeuge i København, vil designer, forfatter og modekommentator Jim Lyngvild have lagt sit gulv på lørdag.

Jim Lyngvild er for øjeblikket ved at få opført en meget spektakulær vikingeborg i det sydfynske, og derfor har han netop været på besøg i Roslev for at se på gulve.

- Han var her for at lege med farver, og så skal jeg da gerne indrømme, at de gibbede lidt i os, da han sagde, at han vil have gulvet lagt på lørdag, siger Kim Axelsen.

En stor ordre fra kendissen er dog ikke noget nyt for direktøren, der hver uge tilbringer et par dage i Roslev.

Hos PA Savværk har de leveret alt træværk til byggeriet af Ravnsborg, som er inspireret af norske stavkirker, bliver 400 kvadratmeter stort og otte meter højt. Og huset får også en vikingehal med syv meter til loftet.

- Gulvet skal være i bøgetræ, der indfarves i en mørkere, men dog mere naturlig farve, forklarer Kim Axelsen.