Eller scorer på sin fødselsdag i overtidssejr til Capitals

9. maj 2021, 07.30

Eller var på pletten for Capitals natten til søndag dansk tid.

Den danske ishockeyspiller Lars Eller blev natten til søndag dansk tid en vigtig brik, da Washington Capitals skaffede sig en overtidssejr i den bedste nordamerikanske ishockeyliga, NHL. Dermed er Washington sikker på at ende på andenpladsen i sin division.

Med 40 sekunder tilbage af den ordinære spilletid lykkedes det nemlig Eller at finde vej til Philadelphia Flyers-målet og gøre det til 1-1 i kampen.

I overtiden sikrede holdkammeraten Conor Sheary en 2-1-sejr til Capitals mod Flyers.

- Der var bare så mange opmuntrende ting i dag, og det var ikke let for os, siger Eller efter kampen ifølge nhl.com.

Holdet var hårdt ramt af skader op til kampen.

Flere stjernespillere var ude, og på grund af modgangen var det så meget desto bedre en følelse efterfølgende, uddyber Eller.

- Vi måtte virkelig arbejde hårdt for det, og jeg tror, at det gør det så meget federe for os allesammen. Der er en god stemning blandt os lige nu, siger han.

Hvis ikke overtidssejren var nok til at gøre Eller i god stemning, kan han også glæde sig over, at scoringen faldt på hans fødselsdag lørdag 8. maj. Danskeren er nu 32 år.

Med sejren står det klart, at Capitals kan gå ind til NHL-slutspillet med en andenplads fra MassMutual East-divisionen i bagagen og dermed også hjemmebanefordel i første runde.

Capitals har spillet 55 kampe og mangler kun en enkelt i grundspillet.

Da sejren ikke blev hentet i regulær tid, betød det dog også, at førstepladsen i divisionen endegyldigt går til rivalen Pittsburgh Penguins.

/ritzau/