Leder: Velbegrundet med lempelser

Udgivet:13. januar 2022, 11.39

Læsetid:2 minutter

Chefredaktør Ole Dall.

Det positive grundsyn i corona-kampen som på denne plads - på basis af eksperters udsagn - blev forkyndt for to dage siden, boblede heldigvis videre i går med de lempelser, som nu er på vej i det danske samfund.

Ikke bare har danskerne i høj grad levet op til ønsket om at følge »spilleregler« og tage ansvar - det har også vist sig, at den nye, altdominerende corona-variant - Omikron - slet ikke er så farlig, og derfor ikke fører til så mange indlæggelser som forventet trods udbredt smitte.

Det er en positiv udvikling, og hvis Omikron mere og mere minder om noget influenza-lignende er det på tide, at samfundet åbner sig og på forstandig vis begynder at ophæve restriktioner. Og det er nu sat i gang.

Kampen mod corona har mange faser. Det nye er, at mange smittede ikke længere synes at true kapaciteten på intensiv-afdelingerne på sygehusene, for det er ikke længere ret mange, der bliver indlagt på intensiv. Det gør en verden til forskel. Til den gode side. Faktisk falder antallet af patienter på intensiv - trods høje smittetal.

Sammenholdt med de mange vaccinerede kan vi begynde at se en markant lysere udvikling, og det skal der handles ud fra.

I går blev der taget positive skridt i rigtig retning. Mere bør følge, hvis udviklingen fortsætter. Og forhåbentlig kommer nu en udvikling, hvor borgere og virksomheder kan føle en sikkerhed i forhold til den retning, der vælges.

Det er godt, at kultur og kirke denne gang ikke er glemt. Men blandt andet restauranter må også forvente, at der snart kommer blivende lempelser og fremskridt. Det er vel ikke længere et glas vin serveret kl. 22.05 på en restaurant, der udgør en større trussel i det store billede...

Fra søndag kan også højskoleelever vende tilbage på skolerne og aftenskoler genåbner. Biografer, teatre,sportsarrangementer og spillesteder åbnes - når publikum har mundbind og coronapas og sidder ned. Kirkerne slipper for det arealkrav, der har begrænset antallet af deltagere i gudstjenester og andre kirkelige handlinger. Museer åbner igen, og det samme gør blandt andet zoologiske haver, kunsthaller - samt udendørs sportsarrangementer, hvor tilskuere har billetter og sidder ned.

Der var fra Epidemikommissionen lagt op til et deltagerloft på 350 personer til kultur- og sportsarrangmenter med siddende publikum. Regeringen foreslog 500, men et flertal bestående af Radikale Venstre og de borgerlige partier ønsker, at man de store steder skal kunne opdele publikum i tre sektioner med hver 500 gæster. Altså i alt 1500 siddende gæster de store steder.

Samtidig med lempelserne blev det varslet, at særligt sårbare - herunder kræftpatienter og borgere med visse immunsygdomme - vil blive tilbudt det fjerde vaccinestik. Det overvejes også at give plejehjemsbeboere et fjerde stik.

Forhåbentlig fortsætter den positive udvikling, så der snart kan sættes dato på yderligere lempelser. Det vil understrege, at vi går mod lysere tider.

O.D.