Leder: Radikalt selvpineri og midter-magt

Med opløsning af både rød og blå blok - og ingen udsigt til at de genetableres - burde et social-liberalt midterparti som Radikale Venste have gyldne tider og være en aktiv, påvirkende aktør i en forbedret midterregering. Men sådan er det ikke!

Trekløver-regeringen kunne være blevet et firkløver, men højst overraskende sprang de radikale fra på målstregen, selvom man i december på Marienborg havde forhandlet sig frem til et regeringsgrundlag, som de tre R-forhandlere Martin Lidegaard, Christian Friis Bach og Samira Nawa kunne stå inde for.

Det har langt fra været imponerende (bort)forklaringer, der efterfølgende er kommet om, hvorfor det efter kontakt til de fire øvrige i folketingsgruppen endte med, at de radikale sagde nej tak til to-tre ministerposter.

Og en seriøs oplysning om, at blandt andre folketingsmedlem Zenia Stampe havde krævet ministerpost - angiveligt allerede for at støtte Martin Lidegaard som ny leder efter valget - er ingenlunde blevet tilbagevist. Så der var dysfunktionalitet i R-folketingsgruppen. Menige medlemmer skal altså ikke stille krav om ministerposter!

Forhåbentlig har folketingsgruppen lært af forløbet. De radikale kritiserer klima-og uddannelsesudspil fra regeringen, men det er jo samtidig åbenlyst for de fleste, at hvis man havde været med i regeringen, så ville man have haft direkte indflydelse på kursen.

Og da det samtidig er en klog linje fra Martin Lidegaard, at han som radikal leder ikke vil stille ultimative krav og stadig ønsker en midter-regering, er det oplagt, at indflydelsen ville vokse ved regeringsdeltagelse. Og ved næste valg vil de radikale igen tale for en regering hen over midten, og kursen - den politiske retning - har man altså mest indflydelse på, hvis man er med på kommandobroen som del af en regering.

Selvpineriet hos de radikale begyndte allerede for godt et år siden, da man skulle forholde sig til minkkommissionens rapport. Den understøttede de radikales tidligere udsagn om magtfuldkommenhed i den rene S-regering, men i stedet for at trække støtten til S-regeringen endte det med, at de radikale krævede valg udskrevet senest 1. oktober - og da valget blev udskrevet, pegede man så igen på Mette Frederiksen... Det oplagte havde været at gøre som Lars Løkke fra Moderaterne - at gå til valg på politiske emner og ønsket om en midterregering uden at sætte navn på statsministeren.

Vælgerne gav de radikale bølle-bank, og et personligt katastrofevalg for Sofie Carsten Nielsen endte hendes dage som partileder. Dermed havde de radikale to gange i træk været uheldige med folketingsgruppens valg af leder - først Morten Østergaard og så Sofie Carsten Nielsen!

Lidegaard må ikke acceptere anarkistiske tilstande i folketingsgruppen. Samtidig er tiden totalt løbet fra de radikales parti-opbygning, hvor medlemmer på landsmøde kan vælge en ukendt landsformand, som under en halv procent af befolkningen kender navnet på - han hedder p.t. Mikkel Irminger Sarbo - mens folketingsgruppen suverænt bestemmer, hvem der skal være partiets politiske leder. Det sidste burde medlemmerne selvfølgelig suverænt afgøre enten på landsmøde eller ved urafstemning - som det sker i andre partier. I stedet fortsætter selvpineriet!

Desværre ændres det nok først, hvis de radikale på et tidspunkt kommer under spærregrænsen ved et valg - for så vil man vel ikke satse på en ukendt landsformand som partiets leder?

O.D.