Ritzau Udland

Bandeleder og fængselschef dør under 400 fangers flugt i Haiti

25 personer har mistet livet under et fængselsoprør i Haiti torsdag, hvor det lykkedes over 400 indsatte at flygte fra fængslet.

Det oplyser kommunikationsminister Frantz Exantus.

Blandt de omkomne er fængselsdirektøren, seks fanger og civile borgere.

- Blandt de omkomne var almindelige borgere, der blev dræbt af fangerne under deres flugt, siger Exantus på et pressemøde.

Han tilføjer, at fredag morgen lokal tid var 1125 af fængslets 1542 indsatte i deres celler. Dermed var 417 fortsat på fri fod.

En af de omkomne fanger er en bandeleder ved navn Arnel Joseph.

Han blev fredag standset ved en politikontrol cirka 120 kilometer nord for fængslet, der ligger i udkanten af hovedstaden Port-au-Prince.

- Arnel Joseph blev dræbt, da han gik til angreb på en politipatrulje, som havde standset den motorcykel, han kørte på. Politiet svarede igen, og Arnel Joseph er død, oplyser kommunikationsministeren.

/ritzau/AFP