It-ekspert: Borgere betaler for høj pris med forslag om teledata

Efter en EU-dom skal Danmark imod regeringens ønske ændre reglerne for, hvordan oplysninger om borgere logges.

28. september 2021, 00.37

Justitsminister Nick Hækkerup (S) er kommet med et lovforslag om regler for lodging af teledata. (Arkivfoto).

KØBENHAVN Trods "utallige" EU-domme tyder det på, at regeringen med et nyt lovforslag vil blive ved med at overvåge borgere i Danmark. Og det er en "alt for høj pris for den enkeltes privatliv".

Det siger it-sikkerhedsekspert i Ingeniørforeningen, IDA, Jørn Guldberg om lovforslaget om regler for logning af teledata fra justitsminister Nick Hækkerup (S).

- Nu må vi jo nærlæse, på hvilke områder justitsministeren selv mener, at han retter ind efter utallige EU-domme, der er faldet på området.

- Men umiddelbart peger det på, at regeringen med lovforslaget vil fortsætte med at overvåge danskerne, i en grad der ikke er klædeligt, siger Jørn Guldberg i en skriftlig kommentar.

Logning, som indsamlingen kaldes, dækker blandt andet over oplysninger om, hvornår og til hvem opkald er foretaget. Eller hvem sms'er er sendt til. Det inkluderer også, hvor i landet det er foregået.

De nuværende regler for logning pålægger teleselskaberne systematisk at indsamle oplysningerne i forvejen. Det er uden nogen vurdering eller afgrænsning. Og de regler havde regeringen egentlig helst beholdt.

Flere domme fra EU-Domstolen har imidlertid slået fast, at systematisk indsamling af teledata er i strid med EU's regler.

Regeringen vil derfor forsøge at lave et regelsæt, som er så omfattende som muligt for at kunne give "så gode efterforskningsmuligheder som overhovedet muligt", siger Nick Hækkerup.

Men det kan ifølge Jørn Guldberg føre til "masseovervågning af alle danskere".

Det gælder særligt på grund af regeringens ønske om fortsat at kunne foretage en generel og uddifferentieret logning.

- Det er det samme som masseovervågning af alle danskere, i stedet for at man går målrettet efter de kriminelle grupperinger.

- Det er en alt for høj pris for den enkeltes privatliv, siger Jørn Guldberg.

It-sikkerhedseksperten tilføjer, at der ikke er noget i vejen for, at myndighederne kan lave målrettet logning. Hvis man finder det nødvendigt.

- Politiet kan overvåge mistænkelige grupperinger og kriminelle, hvis de sikrer sig en retskendelse først. Jeg kan ikke forestille mig, at det kan være vanskeligt, hvis der foreligger en begrundet mistanke.

- Derfor er der ikke en saglig begrundelse for at overvåge den almindelige danskers gøren og laden, siger Jørn Guldberg.

/ritzau/