Ville forhindre spritkørsel: 15-årig fik hevet mundbind af og blev nikket en skalle på færge

En mand kan se frem til at få besøg af politiet, efter han fredag aften gjorde sig til voldsmand på færgen fra Fur

7. juni 2021, 09.37

Arkivfoto: Casper Jacobsen

VOLD Selv om det kun tager få minutter at sejle fra Fur til fastlandet, er det mere end tid nok til, at der kan opstå skærmydsler.

Læs også
Tumult under soveaftale: Udsmidt nordjyde slog løs på parkerede biler i Skive

Det måtte en 15-årig dreng fra Selde sande fredag aften kort efter klokken 21, da han var på vej tilbage fra øen.

- Der opstod noget ordkløveri på færgen, fordi den 15-årige dreng påtalte over for en gruppe passagerer, at de nok ikke skulle køre i bil, når de kom af færgen. Han vurderede, at de var for berusede til at kunne køre, men det faldt bestemt ikke i god jord, fortæller politiassistent Niels Bach fra lokalpolitiet i Skive.

Læs også
Tre mænd skabte uro på færge: Fyrede pulverslukker af i lukket rum

En mand fra gruppen reagerede ved at gå over til den 15-årige dreng og hev hans mundbind af. Og derefter ville den 15-årige afslutte optrinnet med at give hånden.

- Den mand, der hev mundbindet af drengen, gav også hånden, men samtidig nikkede han den 15-årige en skalle lige over øjnene, siger Niels Bach.

Nu skal politiet ud og tale med den formodede gerningsmand. Politiet er ret sikre på, hvem manden er.

- Den 15-årige tog de nødvendige observationer til sagen, og derfor ved vi også, hvem vi skal snakke med, siger Niels Bach.

Læs også
Telefonkoks betød, at Fur-færge ikke var klar til brandbiler