Mand undgår racismesag for tilråb mod Siddique og forældre

Foran Folketinget råbte en mand efter et folketingsmedlem og hans forældre, at de ikke var velkomne i Danmark.

Udgivet:22. januar 2022, 12.13

Læsetid:2 minutter

/ Ritzau /

KØBENHAVN En mand, der i oktober foran Christiansborg råbte ad folketingsmedlemmet Sikandar Siddique og hans forældre, undgår at blive tiltalt for brud på racismeparagraffen.

Rigsadvokaten har besluttet at opgive sigtelsen af manden for overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b. I stedet har politiet vurderet, at manden bør tiltales for chikane af en person i offentlig tjeneste.

Det fremgår af en meddelelse, som Rigsadvokaten har sendt til Siddique, der sidder i Folketinget for partiet Frie Grønne.

- Begrundelsen for min afgørelse er, at jeg ikke forventer, at en domstol vil finde (den sigtede, red.) skyldig i overtrædelse af straffelovens paragraf 266 b, stk. 1, står der blandt andet i brevet.

Rigsadvokaten medgiver, at tilråbene "utvivlsomt har været ubehagelige og har føltes krænkende for dig og dine forældre".

Sikandar Siddique har delt brevet på Twitter og skriver i den forbindelse, at han mener, at det viser, at det er stort set umuligt at blive dømt eller tiltalt for racisme i Danmark.

- Der er helt tydeligt brug for en strammere racismelovgivning, skriver Siddique på Twitter.

Han mener ikke, at der er nogen, der var i tvivl om, at det var racisme.

Det var i forbindelse med Folketingets åbning den 5. oktober 2021, at der blev råbt efter Siddique.

Det blev filmet, og videoen blev i tiden efter delt flittigt på sociale medier, hvor også en række fremtrædende politikere tog afstand fra det, der fandt sted.

Blandt det, der blev råbt, var: "Sikandar, din arabiske kultur hører ikke hjemme i Danmark", "Sikandar, har du snart tænkt dig at rejse hjem, så kan du jo tage dine forældre med", og "I er ikke velkomne her".

Til en politibetjent skulle den råbende mand, der var iklædt en T-shirt med ordene "Fuck islam" have sagt:

- Jeg gider ikke se på ham i mit land, så vil du lægge ham i håndjern og køre ham til grænsen?

Selv om den råbende mand undgår en eventuel straffesag for brud på racismeparagraffen, kan ytringerne straffes efter en anden paragraf.

Københavns Politi har ifølge Rigsadvokaten vurderet, at manden bør tiltales for chikane af en person i offentlig tjeneste eller hverv.

Statsadvokaten i København er ved at vurdere den indstilling i øjeblikket.

Både det - overtrædelse af straffelovens paragraf 119 a - og brud på racismeparagraffen kan straffes med bøde eller fængsel i op til to år.

/ritzau/