Kampen om Møllegadefløjen

Udgivet:23. maj 2023, 05.35

Læsetid:3 minutter

Aakjærskolens forældrebestyrelse skriver om skolens fremtid. Arkivfoto

Af Amal Beydas på vegne af Aakjærskolens forældrebestyrelse

FREMTID Aakjærskolen har altid været skolen for alle. En skole hvor mangfoldigheden på daglig basis sætter sit præg. En skole hvor lærerne igennem de seneste år har løftet en stor integrationsopgave, udviklet de underfinansierede idrætsklasser, og ikke mindst leveret varen hvad angår faglighed og trivsel. Det er et stykke arbejde, Aakjærskolen i den grad kan være stolt af. Men belønningen er desværre ikke noget at råbe hurra for. Den stort anlagte strukturproces resulterede i et forlig, hvor Aakjærskolen desværre ser ud til at miste sin overbygning, herunder idrætsklasserne.

Hvor er det trist, at sådan en beslutning ligger mellem hænderne på politikere, der negligerer hvor svært nogle børn har det, hvor hårdt lærerne arbejder for at få en skoledag til at fungere, og ikke mindst hvor stort et stykke arbejde en ledelse udfører for at få det hele til at gå op i en højere enhed.

Man beder børn rykke endnu tættere sammen for at få plads til flere på Skivehus Skole og Brårup Skole, hvis Aakjærskolen ikke længere er et alternativ. Udover forhøjede klassekvotienter på de nævnte skoler, som i øvrigt kommer til at påvirke alle byens børn, kan man umuligt undgå, at Aakjærskolens børns sociale fællesskab og trygge rammer bliver kastet i luften, da de højst sandsynligt vil blive splittet, alt afhængigt af de enkelte familiers transportmuligheder.

Har man gjort sig overvejelser over hvilke konsekvenser flytningen af Aakjærskolens overbygning og idrætsklasser kommer til at have for midtbyen, eller er det vigtigere at spare på bekostning af alt og alle? Hvad er grundlaget for politikernes beslutning?

De såkaldte beslutninger, der er truffet »på et oplyst grundlag og ud fra en opvejning mellem økonomi og faglighed«, ønsker vi som bestyrelse at få indsigt i, men det er vi indtil videre nægtet.

Mener politikerne, at forliget skal være løsningen på strukturprocessen, bør de også stå frem med beregningerne/besparelserne. Er nye faglokaler til fagene natur/teknologi, håndværk og design og musik samt bibliotek og administration samt elevator med i beregningerne?

Som vi forstår det materiale vi har indsigt i, skal Aakjærskolens overbygning udelukkende fjernes, for at Møllegadefløjen kan overgå til ældreområdet. Vælger man på den måde ikke at blande to strukturområder sammen, eller er der i virkeligheden tale om en kassetænkning? Hvad med det nedlagte plejecenter Møllestien? Hvad skal det bruges til, og hvorfor er Møllegadefløjen, som i øvrigt rummer ALLE skolens faglokaler, mere attraktiv?

Hvornår indser man som politiker, at børn er vigtigere end bygninger? Hvornår går det op for politikerne, at børnene er fremtiden, og sidst men ikke mindst, hvornår kommer børns trivsel til at stå øverst på deres dagsorden? Svaret er aldrig, hvis de vælger at vedtage forliget.

Som tidligere elever, som forældre og ikke mindst som bestyrelsesmedlemmer på Aakjærskolen kan vi ikke andet end at være stolte af vores gamle skole. En stolthed der gør, at vi vil kæmpe til det allersidste. Kæmpe for børnene, lærerne, midtbyen og ikke mindst Aakjærskolen.

Indlæser debat