Gå til hovedindhold
Debat

Bilen binder hverdagen sammen - og det skal den blive ved med

16-09-2020 KL. 13:05
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Af folketingsmedlem Annette Lind (S)

 

Klimaet er vigtigt. Ingen tvivl om det. Men det er bilen dælme også! I de dele af landet, hvor den kollektive transport ikke rækker, får bilen hverdagen til at hænge sammen, når arbejdet skal passes, ungerne skal bringes og hentes, og indkøbene skal klares. Så hvad gør vi, når vi på den ene side står i en klimakrise og skal reducere vores CO2-udledning med 70 procent inden 2030 – og på den anden side fortsat skal have hverdagen til at hænge sammen i hele landet og for alle danskere?

Det spørgsmål skal vi besvare i efteråret. I Socialdemokratiet vil vi gerne sikre, at den grønne omstilling sker på en retfærdig måde: Der skal flere elbiler på vejene, og almindelige mennesker skal fortsat have råd til en bil fremadrettet. For selvom vi i Socialdemokratiet er ivrige efter at sætte skub i den grønne omstilling, så skal det ske i det rette tempo og ikke skabe øget ulighed i samfundet. Derfor skal vi kigge på, hvordan afgiftssystemet er indrettet, da det i dag favoriserer de mest velstillede i samfundet.

Vi skal være grønne, men på en social retfærdig måde. Ligesom Mette Frederiksen var jeg også Socialdemokrat, før jeg blev grøn. Samtidig er jeg vestjyde helt ind til benet, og derfor kender jeg alt til hverdagen uden for storbyen. For mens den kollektive transport forbinder hver en krog af de danske storbyer, så er tilfældet et andet mange steder i landet. Her er afstandene større og bilen vores tro følgesvend.

Klimaudfordringerne, som vi står over for, skal løses. Det er vi alle enige om. Men vi skal finde en løsning, hvor vi får alle med – også dem, der bor uden for storbyerne.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Debat

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland