Sport

Bokse-formand slettede klubbens hjemmeside, da han skred: »Jeg fortryder ingenting«

Der blev smækket med døren på en noget usædvanlig måde, da Bokseklubben Limfjords formand og træner, Allan Nielsen, i oktober 2020 forlod klubben i utide.

Allan Nielsen slettede nemlig BK Limfjords hjemmeside, så foreningen pludselig stod tilbage uden det sædvanlige udstillingsvindue til omverdenen.

Det fremgår af en korrespondance mellem BK Limfjord og Skive Kommune, efter parterne i oktober holdt møde omkring det alt for høje medlemstilskud, foreningen modtog i perioden fra 2017-2020.

I en mail til Skive Kommune skriver kasserer Jonas Bech Jakobsen: »... vores hjemmeside er lidt mangelfuld i øjeblikket. Allan Nielsen nåede at slette den som afskedsgave, så vi har en lille opgave foran os.«

Ifølge Jonas Bech Jakobsen er klubben nu kommet videre, og lidt ekstra arbejde mener han ikke vil gøre nogen forskel for en bestyrelse med ildsjæle, som vil klubben og dens medlemmer det bedste.

- Der er løbet meget vand i åen i den sag. Men vi er klar med en ny hjemmeside om halvanden til to måneder, siger han.

- Halvanden til to måneder ...? Det var godt nok længe. Det burde kun tage en time, konstaterer eks-formand Allan Nielsen så tørt, at det næsten knaser i telefonen.

Han erkender at have pillet ved BKL’s hjemmeside for at »drille dem lidt«. Men at han skulle have »slettet« siden, er han ikke enig i.

- Det er delvist korrekt, at jeg slettede siden, men jeg lod betalingsdelen være, så folk stadig kunne melde sig ind, siger han.

- Det er mig, som har lavet hjemmesiden, ikke på opfordring fra andre. Men det er klubbens domæne, og de kan bare gå ind og uploade det hele igen ved at trykke på en knap. Jeg har ikke fjernet noget - det hele ligger der stadig. Det tager bare en time, men de (BK Limfjords nye bestyrelse, red.) har ikke gjort sig umage med at spørge.

Allan Nielsen har det fint med handlingen og med at have forladt klubben her et par måneder efter.

- Jeg fortryder ingenting. Det var ikke en pludselig indskydelse, slår han fast.

Allan Nielsen og den øvrige bestyrelse røg uklar med hinanden over en længere periode. Det hele kammede over to uger før, Allan Nielsen alligevel skulle fratræde som formand, fordi han stod for at flytte til Nordjylland.

BK Limfjord arrangerede et diplomstævne i oktober, hvor der var lukket for tilskuere og alle uden for ringen bar mundbind som følge af coronasmitten, var på vej i anden bølge på det tidspunkt. Sekundanter bar handsker, og der var fokus på social afstand.

Det var et stævne, Allan Nielsen ikke havde opbakning til i den øvrige bestyrelse, og bestyrelsen satte så hælene i, da formanden også ønskede at gennemføre det store stævne med Bokseklubben Sct. Jørgen i Holstebro som medarrangør.

Stævnet var planlagt til at foregå i Holstebro, men det kunne man ikke i den planlagte hal. Derfor ville Allan Nielsen rykke stævnet til Skive med samme restriktioner som ved diplomstævnet. Det fik han nej til af bestyrelsen, som ifølge ham kun var med, hvis stævnet foregik i Holstebro.

Det var dråben. Allan Nielsen tog sit tøj og gik og fyrede en bredside af mod en bestyrelse, som han ikke mener prioriterer boksningen lige så højt som motionsdelen i foreningen, hvor hovedparten af medlemmerne er fitness-udøvere.

Allan Nielsen har fået nok og stopper som formand i BK Limfjord. Arkivfoto: Steen Don