Gå til hovedindhold
Lokalt

Borgere klager over privat plejefirmas kørsel: »Vi frygter, at det her ender i en ulykke

17-11-2020 KL. 15:57
Empty

Karina Fischer-henrichsen og Britta Debel fra Årbjerg håber, der bliver gjort noget ved farten på vejen, inden der sker en ulykke. Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Omkring 10 gange bare i 2020 har Karina Fischer-henrichsen og Britta Debel, der begge bor i Årbjerg, tilsammen ringet til Kær Pleje og Omsorg og klaget over for høj fart på Årbjergvej.

Og det er ikke kun i 2020, at det har været et problem.

- Vi har prøvet at sige noget gennem flere år, men der er bare ikke sket noget. Hver gang siger Kær Pleje og Omsorg, at de tager det op med medarbejderne, men der sker bare ikke noget ved farten, siger de to naboer.

En del af Årbjergvej er grusvej, og der må man højest køre 25 kilometer i timen.

Alligevel oplever Karina Fischer-henrichsen og Britta Debel, at ansatte hos Kær Pleje og Omsorg, der kommer forbi på vejen tre gange om dagen, ofte kører op mod 50 kilometer i timen på vejen.

- Det skal siges, at nogle også kører fint nok, men andre gange ser vi bare røgskyen, og så kan vi se længere nede af vejen, at det en bil fra Kær Pleje og Omsorg. Vi ved ikke, hvad vi skal stille op, og vi frygter, at det her ender i en ulykke, inden der bliver gjort noget, siger Britta Debel og Karina Fischer-henrichsen.

De mener, at de taler på de fleste af borgerne i Årbjergs vegne, når de nu gør kritikken af farten offentlig.

- Vi har gennem længere tid drøftet farten på vejen i vores interne Facebook-gruppe, så det er noget, der fylder hos mange af os. Der bor mange børn her på vejen, og det kunne være rart, hvis vi kunne lade dem lege, uden vi skulle være bange for, at de bliver kørt ned, siger Britta Debel.

Hos Kær Pleje og Omsorg bekræfter daglig leder i Skive, Helle Przybylska, at der har været flere henvendelser om for høj fart fra borgere i Årbjerg.

Men hun vælger alligevel at tro sine medarbejdere, når de fortæller, at de ikke kører for stærkt.

- Jeg har taget samtaler med dem, der har kørt på ruten, og de mener ikke, at de har kørt for stærkt. Vi tager tingene løbende, hvis der dukker noget op, og det gælder både i forhold til fart, parkering og andre ting, der involverer vores biler og ansatte. Vi skal leve af vores borgere og vores ry, så derfor er de ting altid et fokusområde hos os, siger Helle Przybylska.

Helle Przybylska forklarer samtidig, at farten måske kan føles højere på en grusvej, og det måske kan være årsagen til, at borgere og ansatte i Kær Pleje og Omsorg oplever farten forskelligt.

- Det kan føles voldsomt, når en bil kører hen ad en grusvej, siger hun.

Tilbage hos Karina Fischer-henrichsen og Britta Debel er der forståelse for, at de ansatte hos Kær Pleje og Omsorg har en rute og nogle tider, de skal passe, og derfor bliver kritikken i virkeligheden rettet mod ledelsen i plejevirksomheden.

- Det kan virke til, at de ansatte er så presset på tid, at de bliver nødt til at køre så stærkt på en grusvej, hvor de måske kan spare få sekunder. Og måske er tidsrammerne for stramme. Vi håber i hvert fald, at der bliver taget hånd om det, lyder det fra Karina Fischer-henrichsen og Britta Debel.

Ejer af firmaet, Jes Lund, vil dog gerne afvise, at de ansatte hos Kær Pleje og Omsorg er presset i dagligdagen.

- Der er ikke nogle, der er presset, for der er tid i køreplanen, som naturligvis er politisk bestemt. Selvfølgelig kan vi have sygdom eller måske være på vej til et nødkald, hvilket kan forårsage, at vi har travlt, men vi presser ikke vores medarbejdere på deres ruter, siger Jes Lund.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland