Gå til hovedindhold
Lokalt

Borgerforening ønsker byggegrunde, men: Jorden er smækfuld af gift

16-01-2019 KL. 19:23
Empty

I Roslev kunne man godt tænke sig at få udstykket et centralt areal i byen til boliger, men jorden er forurenet, så den går ikke, siger Skive Kommune. Foto: Lindy Jørgensen

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

I Roslev drømmer Roslev Borger-, Handels- & Håndværkerforening om at få lavet udstykninger til nye boliger i byen, men foreløbig vender politikerne tommelfingeren nedad til et forslag om at placere dem på et stykke jord centralt i byen.

Borgerforeningen foreslog sidste år, at man enten kunne udstykke i det sydlige Roslev for enden af Alleen, nord for byen ved Møllebuen eller midt i byen på et stykke jord i Frugthaven, der kan rumme 15 almindelige parceller.

Men i teknik- og miljøudvalget er man ikke varm på tanken om at udstykke arealet i Frugthaven. Det er nemlig tidligere gartnerjord, og en analyse foretaget af Dansk Miljørådgivning A/S viser, at der er en omfattende forurening af hele arealet med pesticiderne DDT - et insektbekæmpelsesmiddel samt DDD og DDE, som Videncenter for Jordforurening rubricerer som pesticider til anden anvendelse.

Forvaltningen har regnet på det, og for hver parcel vil det minimum koste 380.000 kroner at rense jorden. Bare det at komme af med den forurenede jord vil koste 5,7 millioner kroner og dertil kommer prisen for gravearbejdet, kørsel med jord og nyt jord på arealet.

- Gartnerjorden er så forurenet, at der ikke vil være ordentlig økonomi i at lave byggegrunde her. Men vi har besluttet, at hvis en privat entreprenør vil rense grunden og bygge der, så er vi åbne for det og vil støtte op om det, men fra kommunal side er det ikke noget, vi vil bruge flere millioner kroner på at rense op, siger formand for teknik- og miljøudvalget, Jens Peder Hedevang (V).

Han henviser til, at de 380.000 kroner skal lægges oven i prisen på byggemodning af en grund, og det er køberen, der skal betale de penge.

Formanden for borgerforeningen, Jens Peter Krejberg, forstår ikke helt den holdning.

- Det er et træls stykke jord at have til at ligge midt i byen. Vi skal have ryddet op i fortidens synder, og så kan det da ikke nytte, at det er dem, der skal købe grundene, der skal betale for det, siger han.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Lokalt

Forsiden lige nu

112

30-årig sigtet: Nægter at have slæbt skoledreng i kraven 30-årig sigtet: Nægter at have slæbt skoledreng i kraven

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland