Gå til hovedindhold
Erhverv

Børnene tager over efter konkurs: Kaj har generationsskifte på plads

15-11-2017 KL. 21:42
Empty

Søskendeparret Betina og Bo Petersen er de nye ejere af Kaj’s Autoimport i Nr. Søby. De overtager efter deres far (billedet til venstre), der i sidste uge blev begæret konkurs med firmaet.
Foto: Steen Don

  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email
Betina og Bo Petersen har nu overtaget firmaet Kaj Pedersens bilfirma.

I sidste uge blev Kaj’s Autoimport A/S i Nr. Søby begæret konkurs.

Det skete ikke på baggrund af, at firmaet kørte dårligt, da der alene i 2016 blev solgt flere end 420 brugte biler.

Også i 2017 har der været solgt mange biler.

Årsagen er i stedet en fejlagtigt rådgivning i forhold til de komplicerede momsregler, der gælder for brugte biler.

- Gennem længere tid har Kaj’s Autoimport simpelthen solgt bilerne for billigt, og det er kommet mange til gode, fortæller advokat Diana Mønniche fra Bachmann&Partners.

Det var langt hen ad vejen også godt for Kaj’s Autoimport, der solgte biler, men uden at vide, at det senere ville koste firmaet livet.

Skat har nemlig undersøgt forholdene og er nu på vej med et stort efterkrav til Kaj Petersen og Kaj’s Autoimport.

- Skat har sat en større kontrolaktion i gang i forhold til autobranchen, og jeg forventer, at flere autoforhandlere vil blive mødt med et krav om betaling af yderligere moms fra Skat, da reglerne for brugtmoms kan være svære at gennemskue, siger Diana Mønniche.

For firmaet Kaj’s Autoimport gælder kravet fra juni i år, hvor firmaet blev til et aktieselskab, men Skats krav går tre år tilbage, så personligt vil Kaj Petersen også blive ramt.

- Min far er hårdt ramt lige nu, for han havde helt sikkert forventet, at han skulle komme ud af det firma, der har fyldt det meste af hans liv, med penge på hånden. Det kommer han ikke til nu, siger datter Betina Petersen.

Netop Betina Petersen og Kaj Petersens søn, Bo, har nu overtaget firmaet.

Papirerne kom på plads i banken tirsdag, og derfor er der fra onsdag morgen igen åbent i forretningen, efter den har været midlertidig lukket siden den 6. november.

- Generationsskiftet er kommet tidligere end planlagt, men det var oplagt at foretage skiftet nu, fortæller 32-årige Betina Petersen, der ligesom 23-årige Bo Petersen har arbejdet hos Kaj’s Autoimport i cirka 10 år.

Efter firmaets fremtid er kommet på plads - navnet Kaj’s Autoimport er blevet sikret og bliver også navnet fremover, venter der nu et økonomisk efterspil.

Det er endnu uvist, om rådgivere kan holdes ansvarlig for fejlen.

Det er også stadig uvist, hvilken betydning det hele får for Kaj Petersen personligt.

Retningslinjer for debatten
  • Del på Twitter
  • Del på LinkedIn
  • Del på email

Mest læste

Avisannonce

Seneste Erhverv

Forsiden lige nu

Seneste sport

Seneste 112

Seneste ind-/udland