Erhverv

Brødre bag ny restaurant i hjælpepakke-klemme: »Det er nærmest surrealistisk«

Den nye restaurant i Thinggade i Skive Restaurant Flavur får også god opbakning af kunder, som køber take away-mad i restauranten,

Efter kun seks åbningsdage måtte restauranten lukke for gæster i restauranten, efter statsminister Mette Frederiksen den 11. marts lancerede de første restriktioner som følge af coronasmitten. Mandag aften forlængede Mette Frederiksen, så restauranter tidligst kan åbne den 10. maj - en mulighed, restauratører også tvivler på.

Restauranter må gerne levere mad ud af huset, som mange gør.

- Jeg tør ikke sige, om vi kan holde Flavur kørende. Vi har åbent for take away torsdag til søndag. Vi forsøgte også med tirsdag og onsdag, men det gav ingen omsætning, fortæller Mathias Nørskov, der driver Restaurant Flavur sammen med sin bror, Michael Nørskov.

Anderledes takeaway

For tiden driver de to restauranten sammen med en kok. Udgangspunktet for restaurantens mad er det nordiske køkken.

- Madmæssigt er take away noget andet end det, vi satser på med restauranten. Det madmæssige koncept, vi lagde ud med for restauranten, er vanskeligt at omsætte til take away, fortæller Mathias Nørskov.

På take away-menuen har blandt andet været biksemad, bøfsandwich, oksemørbrad, flæskesteg og mørbradgryde.

Mathias Nørskov ved som andre forretningsfolk endnu ikke, hvordan Restaurant Flavur kan få del i en hjælpepakke til dækning af udgifter.

- Man skal kunne angive, hvad den månedlige omsætning var. Men det kan vi jo ikke, da vi ikke har haft åbent en måned. Heller ikke vores revisor kan på nuværende tidspunkt gennemskue, hvad vi kan få.

Mathias Nørskov frygter, at han og hans bror må lukke Restaurant Flavur, inden de overhovedet nåede at komme i gang.

Brødrene vil meget nødigt miste en sommer med åben restaurant.

- Jeg frygter, vi først kommer til at kunne åbne henne i august. Det er en nærmest surrealistisk situation, vi er kommet i.

- Jeg vil ønske jer held og lykke med restauranten.

- Tak. Det får vi brug for, siger Mathias Nørskov.

Flavur er navnet på en ny restaurant i Thinggade i Skive. To brødre overtager nummer 13, hvor der tidligere var Restaurant Dig & Mig og endnu tidligere Brasserie Charlie. Foto fra restaurantens facebook-side