Erhverv

Byggebranchen buldrer af sted: Materialer er steget 20-40 procent

- Vi er løbet stærkt i corona-året. Vi har en medarbejderskare, som virkelig har vendt kasketten og er gået ind i det her.

Sådan siger direktøren hos Kaj Ove Madsen A/S, Martin Finderup, om det seneste års aktiviteter.

På Skiveegnen er flere projekter i gang, men også på Aarhus Ø gør entreprenørvirksomheden sig bemærket med et anderledes projekt, blot for at nævne et par af de steder, Kaj Ove Madsen A/S arbejder rundt omkring i det danske land - både med egne projekter og dem, der udføres for andre.

Om arbejdet det seneste år siger Martin Finderup også, at flere af virksomhedens egne byggerier er blevet færdige:

- Vi har afsluttet flere af de sager, som vi har bygget for os selv. Vi vil hellere end gerne bygge for tredje mand. Det gør, at vi byder på lokale opgaver, når vi bliver inviteret til licitation. I år har vi for eksempel afleveret syv enkeltstående boliger på Resenvej på en sydskråning bag ostebutikken. Der har været stor interesse, så alle ejendomme er allerede solgt, fortæller Martin Finderup.

Blandt de seneste opgaver hos Kaj Ove Madsen A/S er byggeriet af sommerhuse i Vorupør, parcelhuse i Hem, biograf i Skive og hos DLG i Skave et nyt kornlager, ny indlevering og nye siloer. Og flere opgaver er på trapperne.

- Det går rigtig stærkt. Der er masser af opgaver at regne på, og den tendens ser ud til at fortsætte. Jeg håber, at vi kan holde kadencen, så vi kører frem i samme gear igen, siger Martin Finderup.

Men prisstigninger og leverandørsvigt er en utilregnelig faktor:

- Lige nu har vi kæmpe udfordringer med materialer. Priserne er steget mellem 20 og 40 procent. I og med at byggebranchen er ophedet, så er der nogle ting, som er svære at opdrive, for eksempel isolering. Det er årsag til, at vi i øjeblikket har store udfordringer, når vi skal planlægge. For det er materialerne, der bestemmer. Sommetider får vi ubehagelige overraskelser, når vi er i gang, fordi vi pludselig ikke lige kan få at vide, hvornår materialet bliver leveret, forklarer Martin Finderup.

Prisstigninger har især ramt isolering, træ og stål og på et så højt niveau, at direktøren taler om vanvittige stigninger:

- Jeg håber selvfølgelig, at leverancer og priser bliver normaliseret. Det falder til ro igen, og jeg tror, det sker i løbet af 2021, tilføjer han.

Direktør Martin Finderup, Kaj Ove Madsen A/S, fortæller om det seneste regnskabsår, der har været rygende travlt for entreprenørfirmaet.