
Ondt lune: 19-årig slog og sparkede kvinde til julefrokost
Udgivet:28. november 2022, 10.26
Læsetid:1 minut
Arkivfoto: Vibeke Toft/Ritzau Scanpix
1 år siden
112 Julefrokoster er normalt hyggelige, men en julefrokost-gæst fik lørdag spoleret hyggen ved et arrangement på et hotel ved Sallingsund i en grad, så han kan se frem til et juridisk efterspil.
Manden, der er 19 år gammel og kommer fra Bjerringbro, gjorde sig bemærket med en så voldelig optræden, at politiet måtte tilkaldes.
- Han var i et ondt lune, konstaterer politiassistent Niels Bach fra Lokalpolitiet i Skive.
Det gik ud over en 21-årig kvinde fra Thisted, som fik et knytnæveslag i ansigtet, et spark i maven og et spark på den ene arm.
Det 21-årig offer var ansat på stedet og forsøgte at få den 19-årige til at falde til ro, da han havde set sig sur på en anden gæst.
Den 19-årige, der blev overmandet og tilbageholdt indtil politiet ankom til stedet, blev sigtet for vold.